Idrættens Branchedage kigger fremad
Konferenceoptakt. Konferencen på Idrættens Branchedage i Vejen i dagene 31. oktober – 1. november har store ambitioner om at være med til at give retning og inspiration til fremtidens danske idrætssektor.
Men for at springe fremad, skal man have fast grund under fødderne til afsættet. Derfor forbereder Branchedagene konferencen ved at samle en lang række hel centrale data om den danske idrætssektors udvikling samt om det mangfoldige billede af aktører i sektoren.
Den lille status om ’idrætssektorens sande tilstand’ præsenteres i konferencens åbningssession. Derfra prøver vi at hive perspektiver på fremtidens idræt fra et bredt felt af aktører ind i sessionerne til både inspiration og omtanke.
I åbningssessionen, tirsdag den 31. oktober kl. 10.00 kan du møde perspektiver fra både forskning, foreningsliv, faciliteter og forvaltning.
Læs mere om sessionen i konferenceprogrammet. Mød blandt andre:
Idrætsdeltagelsens centrale udfordringer og tendenser
Skåret ind til benet: Hvad er vi gode til? hvilke udfordringer har vi (stadig) ikke løst? Hvor skal vækst i idrætsdeltagelsen komme fra?
Maja Pilgaard, chefanalytiker, Idrættens Analyseinstitut
Kommunen som dynamo
Idræt er i høj grad overladt til civilsamfundet, men mange kommuner spiller en aktiv rolle. Hvordan er arbejdsdelingen mellem kommunerne og civilsamfundet? Hvornår skal kommunen blande sig eller tage førertrøjen på?
Henrik Zacho, kultur- og fritidschef, Holstebro Kommune
Moderne idrætsorganisationer
Foreningsidrætten dækker langt fra hele spektret af idræt. Skal idrætsorganisationerne først og fremmest være for medlemmerne, eller skal de forsøge at favne bredere? Er det en god idé, at kun medlemmer har indflydelse i de statsligt finansierede nationale idrætsorganisationer?
Søren Willeberg, direktør, kommunikation og marketing, Dansk Firmaidræt
Foreningsdemokrati kontra samfundsbehov
De frivillige foreninger er først og fremmest lystbetonede, men omvendt har samfundet en interesse i en fysisk aktiv og engageret befolkning og en rummelig idrætssektor. Hvordan balancerer man foreningernes medlemsdemokrati og ”Foreningen Danmarks” interesser på idrætsområdet?
Bjarne Ibsen, frivillig forsker, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet
Facilitetsudvikling – en overset faktor i idrætssektoren?
Skal faciliteterne tage førertrøjen på, hvis foreningerne ikke trives? Hvem har ansvaret for, at faciliteterne leverer idræt nok for alle de penge, der investeres i dem? Har faciliteterne indflydelse nok i idrætspolitikken?
Henrik Høy-Caspersen, formand, HI og IKF.