Hvem skaber fremtidens danske klynger for idrætsinnovation?
Konferenceoptakt. Programmet for Idrættens Branchedage i Vejen Idrætscenter i dagene 31. oktober – 2. november er naturligvis påvirket af de visioner, foreningen IdrætsPlatformen Danmark har for udviklingen af tværgående samarbejder i fremtidens danske idrætssektor.
En af visionerne er etableringen af en række fysiske klynger for idrætsudvikling på strategiske lokationer i landet. En innovationsklynge går på tværs af idrætsaktører og organiseringsformer og vil typisk have såvel en fysisk lokation som et digitalt netværk af relevante aktører.
Vi har allerede flere tilløb til sådanne innovationshubs eller ’living labs’ for idræt i Danmark, men det sker lidt i spredt orden og er ofte personafhængigt. Ikke desto mindre vil vi påstå, at der om 2-4 år vil være 4-5 fysiske innovation hubs for idræt i det danske idrætslandskab. Forhåbentlig vil disse hubs samarbejde på kryds og tværs.
Ren spekulation, men det kunne være omkring Idrættens Hus (sports tech), det kunne være omkring Hafnia Hallen i Valby eller private initiativer som Sports Lab Copenhagen?
Det kunne helt oplagt være på Fyn med udgangspunkt i bevægelse og fysiske rammer i Nyborg (Firmaidrætten, Lokale og Anlægsfonden, Dansk Skoleidræt) og Institut for Idræt og Biomekanik samt UCL (Odense)?
Det kunne være i Aarhus måske med udgangspunkt i DGI Huset og Aarhus Universitet?
Eller Aalborg med udgangspunkt i Universitetet, UCN og byens stærke ressourcer som Idrætsmødet og en række stærke faciliteter at trække ind?
Flere professionelle fodboldklubber rumler også med nye måder at samtænke idræt, innovation, teknologi. Området omkring Ikast Complete/FC Midtjylland er et spændende eksempel på radikal nytænkning. Silkeborg har specialiseret sig i outdoor med Outdoor Institute som tovholder.
Der kan også komme helt andre lokaliteter/faciliteter/organisationer og overhale det hele indenom. Andre vil måske sige: “Jamen, vi gør det allerede…”
Hvordan fremtidens danske innovationsklynger for idræt kommer til at se ud, ved vi ikke. Vi siger bare: De kommer… Vi skal samarbejde og inspirere hinanden på nye måder i den danske idrætssektor og forløse sektorens meget store potentialer bedre end i dag såvel i forhold til udvikling af fysiske produkter som i forhold til udvikling af nye metoder og tilgange til idræt og bevægelse.
Vi skal have forskning/uddannelse/efteruddannelse, leverandører, idrætsudbydere, startups, fonde, fysiske rammer og merkantile kompetencer ind under fælles paraplyer uden at de etablerede aktører føler sig ’truet’ af eller tilskyndede til, at de hellere selv må ‘eje’ “al den innovation”.
Det kræver et stærkt og uvildigt lederskab at udvikle fremtidens idrætsklynger. Vi har det ikke endnu i den danske idrætssektor. Men det kommer…
I de senere år har IdrætsPlatformen allerede besøgt en række spændende innovation hubs i Holland (SX Eindhoven og Sport + Vitality HUB Breda), i England (House of Sport/Sport Tech Hub i London) og senest Sport Vlaanderens Sportinnovatiecampus i Brugge. Man vender inspireret hjem hver gang.
På Idrættens Branchedage får vi besøg af Sport Vlaanderen og Sportinnovatiecampus.
Du får en præsentation af, hvordan idrætscentret i Brugge går foran i aktivitetsudvikling og partnerskaber med bl.a. det lokale university college om at udvikle nye spil- og bevægelsesformer og teste nye aktiviteter af.
Vi får både en generel præsentation af Sport Vlaanderen Brugge, men inviterer også interesserede i fremtidens danske idrætsklynger til at deltage i en mere uformel workshop med projektleder Charlotte van Tuyckom, hvor vi går mere i detaljer med softwaren bag en velfungerende innovationsklynge for idræt.
Vi håber at tænde endnu en gnist i danske idrætsaktører med programmet og mødet mellem de relevante aktører på Konferencen på Idrættens Branchedage.
Vi ville ikke selv turde blive væk.
Læs mere i konferenceprogrammet.
Oplev blandt andet sessionen med Sport Vlaanderen Brugge på Konferencen den 1. november:
Sport Vlaanderen Brugge – Sports Innovation Campus. How to convert a sports facility into a living lab for sport, technology, and exercise.
Exergaming, technology and a search for new combinations and possibilities in the field between sport and movement are part of the DNA in Sport Vlaanderens national sports centre in Brugge and its cooperation with the Hoogeschool of West-Vlaanderen university college.
How can sports facilities integrate technology into their sports activities? How can sports facilities and other sports providers learn from the focus and experience on technology and exergaming in Sports Innovation Campus Brugge?
Nikolaas van Dooninck, head of implementation, Sportinnovatiecampus Brugge
Charlotte van Tuyckom, programme manager, Sportinnovatiecampus, Brugge
Hendrik Tratsaert, director, Sport Vlaanderen Brugge (sports centre)