Når man bare vil eje sit hood. En ny generation af facilitetsledere

Pool party og aqua disco i den kommunale svømmehal? Selvfølgelig kan man det - og en hel masse andet. Mød Heidi Taeger Mortensen (th), som sætter kulør på den kommunale i Glostrup. Foto: Glostrup Svømmehal

Konferenceoptakt. Når man siger ‘halinspektør’ eller ‘facilitetsleder’, tænker mange mennesker stadig på Hal-Finn, der huserede lidt vrissent i katakomberne på Hvidovre Stadion i den populære danske komediefilm ’Italiensk for begyndere.

Men Hal-Finn er en stadigt sjældnere personlighedstype på de danske idrætscentre. Mange steder kan man i disse år til gengæld opleve en yngre, ambitiøs og stadigt oftere kvindelige generation af facilitetsledere sætte alvorligt fut i deres lokalområder.

På Konferencen på Idrættens Branchedage kigger vi fra flere vinkler på fremtidens halledelse. Vi får blandt andet besøg af en lang række særdeles inspirerende personligheder, som i disse år ’sætter deres lokalområder i brand’ med en hvirvelvind af gode ideer, samarbejdsvilje og succes med at tænke lidt ud af boksen.

På sessionen ’Når man bare vil eje sit hood’ den 1. november, kan man lade sig inspirere af tre kvindelige facilitetsledere, som under vidt forskellige vilkår og organiseringsformer gør en kæmpe forskel for deres lokalområder:

Læs mere om sessionen i konferenceprogrammet. Mød:

Den gode cirkel i Ubberud
Når først den gode cirkel af aktivitet, brugertilfredshed og liv i caféen går i gang, er intet lokalsamfund for lille til at skabe fantastiske mødesteder. Hør fortællingen om den gode cirkel i Kultur- og Bevægelseshus i den fynske landsby Ubberud.
Annette Dal Hansen, centerleder Ubberud Kultur- og Bevægelseshus

Når det lokale idrætscenter bokser over sin vægtklasse
Skærbækcentret i Sønderjylland bokser langt over sin vægtklasse som populært turist- og konferencested, men idrætscentret spiller også en væsentlig rolle i lokalmiljøet. En af hemmelighederne er centrets lokale forankring gennem en projektleder med overblik over mulighederne og blik for alle gode kræfter i lokalområdet.
Mette Greve, projektleder hos Skærbækcentret, kursus- og konferencecenter

Kulør på den kommunale
Glostrup Idrætsanlæg går nye veje i forhold til at udvikle de kommunale idrætsanlæg som lokalt samlingspunkter for både foreninger og private og i forhold til samarbejder på tværs af institutioner. Hvordan sætter man kulør på den kommunale facilitetsmasse?
Heidi Taeger Mortensen, halinspektør ved Glostrup Idrætsanlæg

Forrige
Forrige

Hvem er idrætten egentlig? Mød nogle af de nye børn i klassen

Næste
Næste

På forkant med fremtidens arbejdskraft i idrætssektoren