På forkant med fremtidens arbejdskraft i idrætssektoren
Konferenceoptakt. I idrætsdebatten har man gennem årtier diskuteret tendenser for frivilligheden og idrætsforeningernes nærmest kroniske behov for flere frivillige trænere og ledere.
Men hvad med den lønnede arbejdskraft, som i stigende grad præger idrætten?
Eller hvad med de tusindvis af studerende på idrætsrelaterede studerende, der går rundt med en kæmpe drøm om at leve af deres passion for idræt, men som måske har svært ved i praksis at finde døren ind til en bæredygtig tilværelse i idrætten?
Det kan godt være temaet ’arbejdskraft’ lyder temmelig kedeligt, men sandheden er at faciliteter, foreningsliv, fitness-sektor, uddannelse - og såvel den sundhedsorienterede idræt som den mere præstationsorienterede idræt kigger ind i et idrætsbillede, hvor mange aktører kommer til at skrige på lønnet arbejdskraft.
Vi kigger ind i en fremtid, hvor alvorlige udfordringer med arbejdskraftens vilkår og karriereperspektiver trænger sig på. Og hvor det rette match mellem idrætssektorens potentialer og udfordringer og arbejdskraftens kompetencer måske ikke altid er helt til stede.
Hvis idrætssektoren ikke bliver attraktiv som karrierevej og arbejdsplads i de kommende år, vil idrætten tabe til andre fagområder. Idrætten vil formentlig slet ikke kunne levere på de store samfundsmæssige dagsordener, som idræt, sport og fysisk aktivitet i stigende grad byder ind på og bør være en del af.
På Konferencen på Idrættens Branchedage prøver vi at rejse nogle seriøse perspektiver og udfordringer for arbejdskraften i fremtidens danske idrætssektor. Vi bygger diskussionerne på konkrete tal, på europæiske trends og på indsigtsfulde paneldeltagere fra vidt forskellige vinkler i idrætten. Vi kan slet ikke vente med at få fremtidens lønnede og ulønnede arbejdskraft i idrætssektoren højere op på den strategiske dagsorden for idrætssektoren.
Læs mere om sessionen i konferenceprogrammet. Mød blandt andre:
Morten Brustad, branchedirektør, Dansk Fitness og Helse Organisation
Henrik Høy-Caspersen, formand i HI og IKF
Andreas Kjærgaard Kjeldsen, lektor og studiekoordinator, PBA sport management, UCL
Thomas Skovgaard, professor, Active Living og Center for Grundskoleforskning, SDU,
president European Network of Sport Education (ENSE)
Maja Pilgaard, chefanalytiker, Idrættens Analyseinstitut