Hvordan kommer outdoor mere ind i varmen?
Konferenceoptakt. Outdoor er en af tidens største og mest stabile trends i idrætten. natur og udeområder er Danmarks største idrætsarena.
Men hvordan sikrer man, at fleksible udendørs anlæg rent faktisk benyttes? Og hvordan spiller udendørs idrætsfaciliteter til selvorganiserede eller organiserede aktiviteter bedst muligt sammen med idrætsfaciliteter og andre byggede idrætsmiljøer?
Konferencen på Idrættens Branchedage går i dagene 31. oktober – 1. november tæt på den evige problemstilling med at sammenkoble de byggede faciliteter med omgivelserne på en berigende måde.
Vi kigger på helt konkrete eksempler på trends som discgolf, vandsport og outdoor gyms, der kan stimulere samspillet mellem det udendørs og det indendørs og finde nye samspilsformer mellem det faste og det fleksible, mellem management og selvorganisering.
Det allerbedste er, at vi også får mulighed for at prøve nogle af aktiviteterne på egen krop under Konferencen og for at studere nye løsninger og konkrete produkter på Messen den 2. november.
Vi ses selvfølgelig i Vejen Idrætscenter.
Læs mere om sessionen i konferenceprogrammet.
Mød blandt andre:
Outdoor som trussel eller udviklingsmulighed for de byggede idrætsfaciliteter
Lokale og Anlægsfonden støtter en lang række kreative og attraktive udendørs idrætsfaciliteter, og idrætsvanetallene viser fortsat vækst i outdoor, mens klassiske haller mange steder døjer med ledig kapacitet. Hvad kendetegner gode og bæredygtige outdoorfaciliteter? Hvordan kan og bør idrætsfaciliteter gå i dialog med de idrætsaktiviteter, som potentielt ’trækker folk ud af hallerne’?
Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent, Lokale og Anlægsfonden
Management af outdoor gyms. Hvordan får man mere sved og bedre socialt liv for investeringen?
Træningsmaskiner til udendørs brug er efterhånden et kendt syn i Danmark, men ved vi nok om udfordringer med vedligeholdelse og om den faktiske anvendelse af faciliteterne? Udnytter vi mulighederne for partnerskaber om korrekt anvendelse og placering for forskellige brugergrupper tilstrækkeligt, når vi sætter kryds i boksen med: ”Husk, faciliteter til de selvorganiserede”? Hør mere om Omnigym, som er synligt i ca. 160 parker i Finland, og hvor der følger struktureret dataopsamling og erfaringer med organisering med i pakken.
Pia Kleist, direktør, Outdoorgym.dk, Fitness i det fri
Discgolf – et idrætsboom i det stille
Antallet af discgolf-baner i Danmark nærmer sig 160, og sporten er i fortsat vækst. Danskerne går hundredtusindvis af runder på anlæggene, som kombinerer samvær med udeliv. Flere idrætscentre har opdaget potentialet ved at kombinere halidrætter med discgolf i det fri.
Hvad tilfører discgolf et idrætsanlæg? Hvilke scenarier ser det ’uofficielle’ specialforbund Dansk Frisbee Sport Union for idrætsgrenens videre udbredelse i Danmark?
Morten Sandorff, frisbee- og discgolfpionér, medejer af Flyvende
Bedre adgang til vandsport
Havet, søerne og åerne er efterhånden nogle af landets mest populære arenaer for idræt. Hvordan sikrer man attraktiv adgang til vandidrætter og friluftsliv i havne- eller kystsikringsprojekter? Inspiration og gode råd til enkle løsninger.
Kamilla Bradt Ryding, facilitetskonsulent | Dansk Forening for Rosport, Dansk Sejlunion og Dansk Kano og Kajak Forbund