Idrættens Branchedage sætter høje mål for 2026

Idrættens Branchedage vender stærkt tilbage den 3.-5. november 2026. Foto: Henrik H. Brandt

Arrangørkredsen bag Idrættens Branchedage har lagt sig fast på dagene 3.-5. november 2026 som termin for årets største mødested for idræts- og fritidsfaciliteterne og de mange interessenter omkring fremtidens idrætsmiljøer.

Af Henrik H. Brandt, programansvarlig for Idrættens Branchedage og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Med ca. 1.200 gæster i SportsCenter Danmark/Vejen Idrætscenter til Idrættens Branchedage i 2025 går arrangørkredsen bag årets store Messe og Konference for idræts- og fritidsfaciliteter ind i 2026 med stor optimisme.

Datoen for Idrættens Branchedage i 2026 bliver den 3.-5. november med et program, der vil appellere til både ledelser og teknisk personale i idræts- og fritidsfaciliteterne samt til alle interessenterne og brugerne af fremtidens stærke idrætsmiljøer.

Tilbagemeldingerne om 2025-arrangementet fra udstillere, messedeltagere og konferencedeltagere har været særdeles positive. Samtidig har evalueringerne givet mange gode ideer og forslag til at skabe endnu bedre indhold og rammer omkring arrangementet i 2026.

Ambitionen for Idrættens Branchedage er at samle faciliteterne og alle de relevante aktører på idræts- og fritidsområdet til tre dage, der sætter kursen for idræts- og fritidsfaciliteternes rolle som vært og rammer om idræt, sundhed og fællesskab for danskerne.

Arrangørkredsen består fortsat af Vejen Idrætscenter, HI/IKF og IdrætsPlatformen Danmark, men vi har antennerne ude og inviterer både andre brancheaktører, vidensmiljøer, idrætsorganisationer og leverandører til at bidrage og byde ind med ideer og temaer, der kan medvirke til at inspirere og udvikle idræts- og fritidsfaciliteterne og deres rolle i fremtidens danske idrætslandskab.

Vi har allerede masser af temaer til næste års konference. Men har du gode cases, temaer eller forslag til Konference eller faglige workshops, skal du endelig tage fat i programansvarlig Henrik H. Brandt fra IdrætsPlatformen.

Med 120 udstillere var Idrættens Branchedage Nordens største messe for idræts- og fritidsfaciliteter. Foto: Henrik H. Brandt

Det overordnede koncept for Idrættens Branchedage vil følge opskriften fra 2025, men naturligvis med nyt indhold og med mindre justeringer, der skal skabe endnu bedre atmosfære og rammer for netværk og erfaringsudveksling på Branchedagene. Vi kan også glæde os over, at UCL Sport Management endnu engang vil spille aktivt med som samarbejdspartner for arrangementsafviklingen.

Overordnet køreplan for Idrættens Branchedage 2026:

  • 3.-4. november: Idrættens Branchedage – Konference

  • 3. november kl. 20.00: Netværksmiddag

  • 4. november kl. 18.00: Foreningsaften for frivillige ledere og konferencedeltagere

  • 5. november kl. 09.00-15.30: Idrættens Branchedage – Messen

  • 5. november kl. 11.00-15.00: Gratis faglige workshops på Messen

  • 5. november kl. 19.00: Årets store branchefest med lækker mad og levende musik (brug arrangementet som årets første julefrokost)

Vejen Idrætscenter er overordnet arrangør og vært for Idrættens Branchedage. IdrætsPlatformen Danmark koordinerer programindhold på Konference og Messe, mens HI/IKF er arrangør af Nordens største Messe for idræts- og fritidsfaciliteter den 5. november 2026.

Kontaktpersoner:

Messen (udstillere): Anita Bjerring Rasmussen, ar@ikf-branche.dk, +45 51171424
Konferencen (programindhold): Henrik H. Brandt, henrik.brandt@idraetsplatformen.dk, +45 29210972
Tilmelding og overnatning: Janne Kruse, jkr@vejenic.dk, +45 23629723


Læs reportagen fra Idrættens Branchedage 2025 i branchemagasinet Idræt-Kultur-Fritid.

Hold dig løbende orienteret om Branchedagene og den danske idrætssektor med det gratis nyhedsbrev ‘Nyt fra idrætssektoren’.

Vi ses igen til tre uovertrufne Branchedage i Vejen Idrætscenter den 3.-5. november 2026.

Næste
Næste

Se alle præsentationerne fra Idrættens Branchedage 2025