Bygges idrættens største arenaer på sand eller på et sundt fundament?

Foto: Arena Randers

Når danske kommuner opfører store idrætsarenaer til kommunens flagskibe i fodbold, håndbold, basketball eller ishockey, bliver de ofte ret afhængige af de lokale sportsklubbers sportslige og økonomiske bærdygtighed. Ofte er det en skrøbelig afhængighed, På Idrættens Branchedage dykker vi ned i sportsklubbernes reelle økonomiske fundament og spørger, hvordan vi sikrer, at sportens store arenaer har reel brugsværdi, selv hvis det lokale sportslige flagskib kommer i stormvejr.

Af Henrik H. Brandt, programansvarlig for Idrættens Branchedage og daglig leder af IdrætsPlatformen

Efterhånden har flere danske kommuner haft den smertefulde oplevelse at stå med en stor arena eller et stadion bygget efter alle ofte opskruede arenakrav fra den professionelle sportsverden, blot for at se de lokale helte rykke ned eller løbe ind i økonomisk modvind, som måske i sidste ende helt truer klubbens eksistens i topsporten.

Hvad gør man så med det lokale prestigebyggeri? Har man andre strenge at spille på? Eller ender de store arenaer som tomme arenaer, hvor den mest ophidsende begivenhed er små vindstød, der får tomme plastbægre og visne blade til at fyge rundt i krogene omkring de aflåste porte?

På Konferencen på Idrættens Branchedage den 4. november kommer sportsøkonomen Steen Houmann forbi med sit endog meget omfattende datasæt over de professionelle sportsklubbers økonomi og ikke mindst det investerings- og omsætningsniveau, der skal til for at skabe varig og bæredygtig succes. Se datasættet og få svedperler på panden, hvis du sidder med ansvar for kommunale anlægsinvesteringer til topidræt…

Direktør Morten Arnesen fra Arena Randers kommer forbi med både svar og erfaringer på det andet store spørgsmål:

Hvordan undgår man at blive så afhængig af en enkelt lejer, at arenaen bliver værdiløs eller urentabel til andre formål? Arena Randers har i de senere år gennemført en omstillingsproces på både godt og ondt, og måske er der erfaringer både i forhold til organisering og indretning, andre kan lære af? Hvordan bliver arenaerne anvendelige og attraktive til andre formål end topsport?

Se sessionen:

Samspillet mellem topsport, events og idrætsfaciliteter
Hvordan får vi musikken til at spille både til fest og til hverdag, når hverdagsidræt, events og topsport skal passe under samme tag? Ofte driver topsportens behov udviklingen af arenaer og stadionanlæg, men der er sjældent økonomisk grundlag i topsporten til også at betale regningerne.

Er topsportens økonomi robust nok til store investeringer i arenaer og stadionanlæg?
Det skorter ikke på krav og forventninger fra sportens professionelle ligaer til gode rammer i haller og stadionanlæg, men hvad er det egentlig for en økonomi og økonomisk sikkerhed den professionelle sport, bringer til store offentlige investeringer i idrætsanlæg? Risikerer kommunerne at investere i sportslige drømme, som ikke er bæredygtige? Få et indblik i den økonomi, som bærer de største danske ligaer i fodbold, håndbold og ishockey..
Steen Houmann, sportsøkonom og eliteidrætskonsulent, grundlægger af websitet ’Økonomi i sportens verden’

Mellem eventarena og levende idrætshverdag
Efter nogle vanskelige år har Arena Randers fundet en bedre balance mellem økonomi, events og daglige brugere. Hvordan får man en arena til at løbe rundt, og hvordan arbejder man med at skabe et attraktivt daglige liv og lokal værdi i arenaen til hverdag, når der ikke er fyldt på tribunerne?
Morten Arnesen, adm. direktør, Arena Randers og Randers Idrætshaller

Dialog: Kan man forbedre samspillet mellem topsport, kultur og hverdagsidræt under samme tag – uden at den daglige atmosfære i faciliteten altid bliver taberen?

Prisen for Aarhus Kommunens byggeri af nyt fodboldstadion, atletikstadion og elitesportscenter har rundet 1,5 mia. kr. Anlæggene skal efter planen tages i brug i 2027. Fotos pr. 6. oktober 2026.

Næste
Næste

Få gode ideer af idrættens entreprenører