Fremtidens idrætsparker. Nyt liv i fortidens idrætsområder

Om få måneder rives det gamle Aarhus Stadion (Ceres Park) ned til fordel for et nyt fodboldstadion. Projektet udløser en milliarddyr rokade af nedrivninger og genopbygninger, men får Aarhus egentlig en mere fremadskuende idrætspark ud af det, eller bør de gamle idrætsparker nytænkes på anden vis? Foto: Henrik H. Brandt

Konferenceoptakt. Idrætsparker… Ordet har en klang af store sportspræstationer, fælles oplevelser, fadøl og folkelige fællesskaber, men sandheden er, at de klassiske gamle idrætsparker i Danmark mange steder ligger ret så øde hen store dele af dagen og året med ofte meget store og lidt forældede og triste fysiske rammer.

På Konferencen på Idrættens Branchedage i dagene 31. oktober – 1. november 2023 kan du komme en tur med i den lokale idrætspark uden at få fadølssjatter på tøjet, men forhåbentlig med masser af inspiration til fremtidens idrætsparker.

Idrætsparkerne i Danmark lægger ofte beslag på nogle af de mest attraktive, bynære arealer, og de gemmer på en arv af årtiers mindeværdige sportskampe og folkelige begivenheder. Men sandheden er, at mellem kampene er de mest fremtrædende tegn på liv ofte visne blade og tomme plastbægre, der fyger rundt i små hvirvelvinde mellem de slidte gamle tribuner.  Mange idrætsparker peger bagud mod et idrætsbillede, der ikke længere er i takt med nutidens idrætsvaner og idrætsinteresser. 

Konferencen på Idrættens Branchedage kigger på nogle meget spændende udviklingsprojekter og stiller spørgsmålene:  

Hvordan gør gamle idrætsparker til oaser af liv, tilgængelighed og inspiration mellem de store begivenheder? Skal vi forny den ofte massive og omkostningstunge bygningsmasse, eller er det mere selve driftsformerne. ’ånden’ og sammensætningen af aktiviteter, vi skal have fat i?

Læs mere om sessionen i konferenceprogrammet. Mød blandt andre:

Stadionkrav og folkeligt engagement. Kan elitens krav og daglig idræt forenes?
Lars Steen Pedersen, selvstændig konsulent, LSP Resolve

Valby Idrætspark – mellem visionær IdrætsBy og rodet idrætsbyggeri
Søren Møller, formand for arbejdsgruppen bag vision IdrætsByen i Valby

Arena Nord - fra oplevelsesarena til dynamisk daglig ramme for idræt og trivsel.
Dennis Kristian Larsen, udviklingschef – idræt og trivsel, Arena Nord, Frederikshavn

 

Forrige
Forrige

På forkant med fremtidens arbejdskraft i idrætssektoren

Næste
Næste

Er pickleball det næste nye sort i idrætten?