Velkommen til gratis temasessioner på Idrættens Branchedage - Messe
Kunstræsbaner er en af de facilitetstyper, som volder hovedbrud for faciliteter, foreninger og kommuner i disse år. Bliv opdateret på udfordringer og potentialer på kunstgræsbanerne. Billedet viser en granulatfri bane fra Almere i Holland. Foto. Henrik H. Brandt
Når mere end 120 udstillere fylder hallerne i Vejen Idrætscenter den 7. november kl. 09.00-16.00 til Danmarks største Messe for idræt-kultur-fritid bliver der mulighed for gæsterne for at fordybe sig i aktuelle temaer på en række frit tilgængelige workshops.
Kom og mød eksperterne inden for aktuelle temaer for idræts- og fritidsfaciliteter og idrætsudbydere.
Workshops foregår i Sal 5. Alle er velkomne til at deltage i de sessioner, de finder relevante.
Det er gratis at deltage i Idrættens Branchedage - Messe. Registrér dig gerne på forhånd på dette link.
09.00-16.00: Messen er åben
Messen er åben med ca. 120 udstillere fordelt i Vejen Idrætscenters haller. Se udstillerlisten på hjemmesiden.
Gratis workshops på Messen
Gratis workshops i Sal 5. Hele dagen inviterer HI/Brancheforeningen IKF til højaktuelle temaworkshops med eksperter og leverandører til idrætssektoren. Bare mød op og få ny inspiration eller stil spørgsmål til eksperterne. Sessionerne afholdes i Sal 5 (Caféområdet). Vært for dagen er Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark. Bare mød op.
10:00-10:45: Bæredygtighed og samfundsansvar. Få styr på afrapportering af bæredygtighed
Ny lovgivning og samfundets generelle forventninger skærper i disse år kravene til bæredygtig drift betydeligt for idrætsfaciliteter og andre idrætsaktører. For faciliteterne kan det være svært at håndtere afrapporteringen, men omvendt vil man miste kunder, konferencer og events, hvis man ikke har styr på afrapportering af bæredygtighed.
På denne gratis session med KonektESG kan du høre, hvordan og hvorfor din virksomhed på en økonomisk overkommelig og troværdig måde kan få styr på den såkaldte ESG-afrapportering (miljø/klimaforhold, sociale forhold og god forvaltningsskik). HI-Halinspektørforeningen/Brancheforeningen IKF (Idræt Kultur Fritid) har indgået et samarbejde med KonektESG om hjælp til den fremtidige ESG-afrapportering. KonektESG’s system til afrapportering lever op til krav og anbefalinger fra EU og dansk lovgivning for langt de fleste typer af virksomheder.
Lasse Eriksen, stifter, KonektESG
11.00-11.30: Idrætsfaciliteter som sundhedsudbyder
Med en kommende folkesundhedslov på vej og stigende fokus på idræt og træning for inaktive og patienter bliver idrætsfaciliteternes muligheder større i fremtiden, men samtidig stiger forventningerne til faciliteternes rolle i løsningen af bredere velfærdsopgaver. Få konkrete erfaringer og eksempler og vær med til at drøfte potentialerne i idrætsfaciliteternes rolle som sundhedsaktør.
Henrik Høy-Caspersen, formand HI-Halinspektørforeningen og Brancheforeningen IKF (Idræt Kultur Fritid)
11:40-12:20: Kunstgræsbaner under omstilling – mød rådgiverne og find vej i kunstgræsjunglen
Viden og erfaringsudveksling om kunstgræsbaner. I denne session giver vi de uvildige rådgivere ordet. Du kan på Idrættens Branchedage møde mange af leverandørerne på stande på Messen.
Kunstgræsbaner med infill af gummigranulat eller andre former for polymerisk infill skal udfases, men samtidig er der mange faldgruber i forhold til pris, kvalitet og fremtidig bæredygtighed for alternativerne. Hvilken strategi skal kommuner og klubber vælge, når de står foran det svære valg om nye kunstgræsbaner? Hvilke krav og udfordringer skal klubber og kommuner forberede sig på, når de anlægger nye kunstgræsbaner?
Fremtiden for forskellige typer af kunstgræsbaner
Status og nyheder om fremtiden for kunstgræsbaner og for de forskellige former for underlag og infill på baggrund af danske erfaringer og arbejdet i den europæiske brancheforening. I oplægget får du det sidste nye om erfaringerne med forskellige typer af underlag, herunder helt nye data fra forsøgsbanen Silkeborgbanen.dk, hvor der løbende følges op på udledning af mikroplast fra granulatbaner.
Carsten Sigvert, Markeds- og projektchef for Sport & Fritid hos WSP Danmark A/S. Repræsentant for WSP i den europæiske brancheforening ”ESTC – EMEA Synthetic Turf Council”
Kunstgræsbaner. Et kig under græstæppet.
Alle taler om selve græstæppet på kunstgræsbanerne, men der er mange andre væsentlige forhold og faldgruber at tage højde for, når man anlægger og drifter kunstgræsbaner. Jordforhold, lysmaster, dræning, afledning og mange andre detaljer er mindst lige så vigtige for et vellykket baneprojekt, men knapt så synlige i debatten. Få indsigt i nogle af de væsentligste forhold og forbehold i udbud og anlæg af kunstgræsprojekter.
Jørgen Hegner, partner, anlægsingeniør, Dines Jørgensen & Co A/S, rådgivende ingeniører
12:30-13:00: Bedre facilitetsdrift gennem data
HallMonitor er efterhånden en velkendt gæst i mange idrætsfaciliteter med løbende opsamling af data for faciliteternes anvendelse både inde og ude. Data for benyttelsen kan samtidig sammenkobles med data fra f.eks. booking- eller energisystemer og bidrage til bedre anvendelse af ressourcerne samt give redskaber til at få plads til flere eller nye brugere i faciliteterne. Hvordan implementerer man HallMonitor?
Hvordan fungerer systemet? Hvordan hjælper data og datahåndtering konkret med at optimere idrætsfaciliteterne? Få indblik i både de praktiske og de ledelsesmæssige muligheder i digital aktivitetsregistrering og dataopsamling i idrætsfaciliteterne.
Rasmus Tølbøl Lauritsen, salgschef, HallMonitor
14:00-14:30: Alarm! Skærpede støjregler for idrætsfaciliteter?
Stadig flere enkeltsager og usikkerhed om fortolkningen af de gængse støjregler i forhold til idrætsanlæg får alarmklokkerne til at ringe om risiko før store fremtidige udfordringer med mindre tolerante støjgrænser for udendørs idrætsanlæg. Hvad kan skærpede støjregler få af betydning for padelanlæg, skaterbaner, kunstgræsbaner mm.? Få en status på idrættens støjregler og en mulig fremtidig udfordring for flere af landets idrætsanlæg.
Carsten Sigvert, Markeds- og projektchef for Sport & Fritid hos WSP Danmark A/S. Repræsentant for WSP i den europæiske brancheforening ”ESTC – EMEA Synthetic Turf Council”.
14.45-15.15: Fremtidsanalyse for faciliteter og foreninger. Kend kilderne og få konkrete redskaber til en fremtidsplan for din facilitet eller forening
I denne lille workshop viser IdrætsPlatformen nogle helt konkrete og frit tilgængelige kilder, redskaber og genveje til data og viden, som kan hjælpe enhver facilitet eller idrætsaktør med at tage bestik af det ’idrætsmarked’, der venter lige om hjørnet i lokalområdet. Vi kigger både helt lokalt og i nationale tendenser. Få redskaber og inspiration til at blive parat til fremtiden gennem frit tilgængelige data og kilder.
Henrik H. Brandt, selvstændig rådgiver i idræts- og fritidssektoren og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
15.40-16.20: Mød Thomas Gravesen: Fra international fodboldstjerne til padelentreprenør i verdensklasse
Da den tidligere fodboldlandsholdsspiller Thomas Gravesen og hans kompagnon Kenneth Eskildsen gik i gang med at etablere Vejle Padelcenter over 5.000 kvadratmeter havde de en klar vision om at skabe et center i verdensklasse. Vi afrunder Idrættens Branchedage med et inspirerende og underholdende oplæg fra Thomas Gravesen om hans brændende pasion for det ultimative padelcenter.
Thomas Gravesen, stifter og medejer af Vejle Padelcenter
Få Thomas Gravesens historie om rejsen med Vejle Padelcenter på Idrættens Branchedages workshop. Foto. Henrik H. Brandt