Invitation: Tre timer med frisk inspiration til idrættens frivillige

Brug en aften på ‘Foreningsinspiration’ sammen med kollegerne fra idrætsforeningen eller hallens bestyrelse. Få inspiration tæt på hverdagen. Foto: Henrik H. Brandt

Fyraftensseminaret “Foreningsinspiration” den 12. november 2025 kl. 18.00-20.45 giver idrættens frivillige en mulighed for at nyde godt af de faglige kræfter og det netværk, der vil være samlet i SportsCenter Danmark/Vejen Idrætscenter under Idrættens Branchedage.

Programmet for Foreningsinspiration er nu klar.

For bare 225 kr. inkl. sandwich og drikkevarer kan du tilmelde dig og bestyrelses- eller udvalgskollegerne en inspirerende aften med faglige input tæt på hverdagen. Træk på seks fagfolk med rig erfaring og viden om deres fagområder og forståelse for de frivillige bestyrelsers hverdag i foreninger og faciliteter..

På Foreningsinspiration kan høre nærmere om organiseringen af #Hverdagsmestrene på Mors i Øster Jølby, hvor faciliteten Midtmors Sport hjælper med at servicere foreningerne og sammen med foreningerne udvikler en palet af idrætsaktiviteter og events, der rækker langt ud over det lille lokalsamfunds sognegrænser. “Vi står sammen om Mors,” siger man på de kanter. Og det passer…

Derefter kan du vælge mellem to spor med førende eksperter på forskellige områder:

På Spor 1 hjælper indretningseksperten Maria Helgstrand med de små design tricks, der byder inden for i klubhus/facilitet på en kreativ måde, og Henrik H. Brandt fra IdrætsPlatformen hjælper med at reflektere over aktiviteterne for eksisterende og kommende medlemmer ud fra aktuelle data om frivillighed og idrætsdeltagelse og mange års erfaring som idrætsleder og ungdomstræner.

På Spor 2 giver rådgiverne Klaus Frejo fra Idrættens Udviklingscenter og Jens Albagaard fra Dansk KlubAdministration konkrete råd til det gode bestyrelsesarbejde og styrket administration af foreningsarbejdet. Vi advarer på forhånd: Du bliver trykket lidt på maven som frivillig leder, men glæd dig til at nyde godt af en enorm viden og erfaring fra bestyrelsesarbejde og foreningsidræt.

Vi slutter aftenen med fælles opsamling og erfaringsudveksling.

Få en guidet rundtur i Vejen Idrætscenter
Dyrk netværket. Hvis du kan møde allerede kl. 17.00, skal du benytte muligheden til at få en guidet rundtur med Jakob Sander med kig på faciliteterne og driften af et af landets mest spændende idrætsfaciliteter, Vejen Idrætscenter. Den rundvisning svarer til en gratis køretur i breddeidrættens Rolls Royce.

Foreningsinspiration bygger bro mellem Konferencen den 11.-12. november med mere end 70 oplægsholdere og Nordens største Messe for idræts- og fritidsfaciliteter den 13. november, hvor mere end 120 leverandører til idræts- og fritidssektorens faciliteter fylder alle haller ud i Vejen Idrætscenter.

Deltagerne i Foreningsinspiration er velkomne til at besøge Messen den 13. november og få inspiration til drift af faciliteter og idrætsanlæg og alt fra catering, it-systemer, rengøring, eventudstyr, teknik, rekvisitter og meget meget mere (der er gratis adgang til Messen, men registrer dig gerne på forhånd)

Hvis du tilmelder dig hele Konferencen den 11.-12. november, kan du automatisk tilvælge Foreningsinspiration som gratis "‘ekstranummer’.

Download hele programmet nedenfor (senest opdateret den 5. september 2025).

16.00-18.00:
Ankomst, registrering og kaffe
Fri adgang kl. 16.00-18.00 for registrerede deltagere i Idrættens Branchedage til fitness, wellness og svømning.

17.10-18.00: Tyvstart på Foreningsinspiration: Rundtur i SportsCenter Danmark/Vejen Idrætscenter
Hent inspiration til dit idrætsmiljø i foreningen eller idrætscentret derhjemme på denne rundtur til et af Danmarks største idrætsanlæg, SportsCenter Danmark/Vejen Idrætscenter. Oplev bl.a. Vejen Idrætscenters lokaler og haller, Ny i Fitness, PowerBoxen, Sportsbyhuset, feriebyen. Husk overtøj, vi skal både være inde og ude på rundturen.
Jakob Sander, direktør, Vejen Idrætscenter

18.00-18.45: Velkommen til Foreningsinspiration

Introduktion. Verdens bedste hverdagsmestre
Når først foreningsliv og idrætsfacilitet arbejder sammen med det fælles formål at gavne lokalområdet, engagere frivillige kræfter og skabe gode idrætstilbud til alle, opstår lokal magi. Hør hvordan Øster Jølby på Mors opbyggede et enestående fritidsliv og idrætsmiljø og blev kendt for frivillighed og samarbejde på tværs under det fælles begreb #Hverdagsmestre. Paletten af idrætstilbud og det lokale engagement omkring Midtmors Sport rækker langt ud over befolkningspotentialet i lokalområdet.
Keld Andersen, centerleder, Midtmors Sport, Øster Jølby

18.45-19.15: Sandwich, kaffe og netværk

19.15-20.15: Vælg et af de to spor nedenfor:

SPOR 1: Bedre design af aktiviteter og fysiske rammer for eksisterende medlemmer og dem, vi ikke kender endnu

Overblik. Hvad kæmper vi for i foreninger og faciliteter?
Få et hurtigt overblik over de væsentligste målgrupper, idrætstrends og samfundstemaer, som var i fokus på Idrættens Branchedage. Hvor ligger de store potentialer, udfordringer og aktuelle trends? Hvor kan du selv finde yderligere inspiration.
Henrik H. Brandt, programansvarlig Idrættens Branchedage og daglig leder for IdrætsPlatformen

Byd velkommen i klubhuse og idrætsfaciliteter gennem kreativt design
Fortæl det ikke! Vis det!
Hvordan skaber man værtskab, ejerskab og fællesskab gennem kreativ indretning af klubhuse og fællesarealer i idrætsfaciliteter? Få masser af inspiration af Maria Helgstrand, som er en virkelig kreativ tusindkunstner i design af fysiske rum og idrætsmiljøer, som inviterer indenfor og signalerer, at ”her må man gerne være”.
Maria Helgstrand, konceptudvikler og indehaver, Wallnut Design Studio

SPOR 2: Grundregler for godt bestyrelsesarbejde og mindre bøvl i hverdagen

Leveregler for godt bestyrelsesarbejde
Klaus Frejo og Idrættens Udviklingscenter har uddannet hundredvis af bestyrelsesmedlemmer i foreninger og faciliteter i godt bestyrelsesarbejde, værtskab og ledelse. I dette oplæg får bestyrelsen et kærligt, men konkret, erfaringsbaseret og brugbart tryk på maven, som måske rammer et par ømme punkter, men som også giver lavpraktisk og konkret inspiration til tilrettelæggelsen af ledelses- og bestyrelsesarbejde i foreninger og frivillige facilitetsbestyrelser.
Klaus Frejo, direktør, Idrættens Udviklingscenter

Bøvl og bureaukrati. Hvor trykker skoen?
Vi hører rigtig meget om bøvl og bureaukrati, som angiveligt skrammer de frivillige væk fra foreninger og bestyrelser. I dette oplæg skelner vi mellem unødvendigt bøvl og nødvendigt bøvl, som man måske kan organisere sig ud af, så hverdagen i foreningen eller bestyrelsen bliver sjovere og mere motiverende for de frivillige.
Jens Albagaard, stifter, Dansk KlubAdministration

20.15-20.45: Fælles afrunding, spørgsmål, dialog, svar
Vi samler op på dagens sessioner med alle oplægsholderne, holder spørgetime og inviterer til refleksion og gode ideer.

Kaffe ’to go’ til hjemturen.


Husk at besøge Messen på Idrættens Branchedage den 13. november kl. 09.00-15.30 (gratis adgang, men registrer dig gerne og bestil frokostsmørrebrød på forhånd).
Læs mere

Næste
Næste

Kommercielle formler på sammenhold og fællesskab