Hvordan kan idrætssektorens aktører handle mere effektivt på idrættens mange Kongetal?

Idrættens ‘Kongetal’, nemlig tallet for idrætsdeltagelsen, er ikke mindst påvirket af danskernes lyst til at vandre, løbe, cykle eller dyrke andre idrætsaktiviteter i det fri. Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, daglig leder for IdrætsPlatformen Danmark

Amerikansk økonomi har i mange år haft sit eget Kongetal om udviklingen på arbejdsmarkedet, men den danske idrætssektor kan efterhånden være med:

Senest idrætsorganisationernes lancering af Vision 25-50-75 for over 10 år siden (nu Bevæg dig for livet), har tallet for danskernes idrætsdeltagelse været voldsomt politiseret som den primære indikator for visionens udvikling – uagtet om visionen har nogen påvirkningskraft på Kongetallets udvikling eller ej. Selv om idrætsdeltagelsen i sig selv står temmelig stille, er antallet af undersøgelser af befolkningens idrætsdeltagelse steget betydeligt siden lanceren af Bevæg dig for livet.

Derfor har idrætten efterhånden en hel del ’Kongetal’ for voksnes idrætsdeltagelse (+15 eller 16).

Efterhånden kan man kan vælge sit helt eget Kongetal efter smag og behag:

  • 76 procent af alle danskere (+15 år) har udført idræt, sport og motion i fritiden mindst én dag om måneden og mindst én dag om ugen de seneste 12 måneder (Danmark i Bevægelse, SDU, 2021).

  • 70 procent af alle danskere er fysisk aktiv mindst fem gange hver uge, hvis man medtager cykling og vandreture som transport (Danmark i Bevægelse, SDU, 2021).

  • 70 pct. af danskerne dyrker normalt idræt (Idrættens Analyseinstituts panelundersøgelse, februar 2022).

  • 57 pct. af danskerne dyrker regelmæssigt sport eller motion (Idrættens Analyseinstitut, Danskernes motions- og sportsvaner 2020.

  • 86 pct. af danskerne har dyrket motion inden for de seneste tre måneder (Kulturvaneundersøgelsen, Danmarks Statistik, 4. kvartal 2023).

  • 80,8 pct. af mændene og 81,2 pct. dyrker i alt enten lettere motion, motionsidræt eller konkurrenceidræt, ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021.

  • 76 pct. af danskerne dyrker normalt sport eller motion i DIF/DGI’s såkaldte visionskommuner (Bevæg dig for livet, 2024).

Det oprindelige Kongetal for udviklingen i Vision 25-50-75 er desværre det laveste tal på 57 pct. fra Danskernes motions- og sportsvaner, men her var 2020-undersøgelsen negativt påvirket af corona-nedlukninger.

Flere af Kongetallene vil forhåbentlig stige let de kommende år, netop fordi flere af de seneste dataindsamlinger var negativt påvirkede af coronanedlukningerne i 2020-2021, men uanset om tallene nu går op eller ned, er det i virkeligheden ikke det væsentligste:

På Konferencen på Idrættens Branchedage vil vi derfor ikke skændes om det rigtige Kongetal.

Vi vil i stedet glæde os over de forbedrede muligheder for at finde data, der kan understøtte strategier og konkrete tiltag til at styrke idrætsdeltagelsen. Derfor er det Konge, at vi har fået Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) ved Syddansk Universitet til at stille med hele ekspertholdet bag ’Danmark i bevægelse’.

CISC afvikler blandt andet en dedikeret session den 5. november om temaet med titlen Danmark i Bevægelse – eller stilstand?

På sessionen præsenterer SDU blandt andet et nyt redskab til selv at trække data ud af idrætsvanetallene, og vi får en indsigt i, hvad man kan bruge tallene til – og hvad man måske ikke kan bruge dem til.

Danmark i mere stilstand end Bevægelse?
Blot 28 pct. af de voksne deltagere levede op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 30 minutters fysisk aktivitet om dagen, da vi målte deres aktivitet med en bevægelsesmåler i løbet af en uge, selv om de fleste rapporterer at være bevægelsesaktive. Hvad betyder det for vores arbejde med at fremme fysisk aktivitet? Og har vi stadigvæk behov for at spørge, nu hvor vi kan måle bevægelse?
Jasper Schipperijn, professor ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet

Perspektiver for idrættens aktører ved Danmark i Bevægelse
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet gennemfører i øjeblikket en ny runde af Danmarks største bevægelsesundersøgelse. Hvad kan vi forvente nye svar på? Hvordan vil man bringe man undersøgelsens resultater i spil i formidlingsinitiativer og konkrete nye foranstaltninger?
Karsten Elmose-Østerlund, projektleder, Danmark i Bevægelse, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet

Danmark i bevægelse. Tag med på rundtur i datajunglen fra Danmarks hidtil største bevægelsesundersøgelse
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet lancerer et interaktivt redskab, som gør det muligt for offentligheden at tilgå en række detaljerede data fra undersøgelsen. Tag med på rundtur i mulighederne.
Jens Høyer-Kruse, projektleder, Danmark i Bevægelse, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet

Vel mødt til Idrættens Branchedage. Læs mere om program og praktisk info på linket nedenfor.

Forrige
Forrige

Invitation til Foreningsinspiration: Tre skarpe timer for frivillige ledere i idrætsforeninger og halbestyrelser

Næste
Næste

Idrætten på værksted. Tag afsæt til en ny begyndelse