Debat: Når frivillige idrætsledere (ufrivilligt) bliver arbejdsgivere
Hvad betyder det for idrættens struktur og organisering, at der er voldsom vækst i antal beskæftigede selv i den frivillige sektor? Deltag i debatten på Idrættens Branchedage. Foto: Nguyen Thu Hoai, Unsplash.com
Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Frivillighed er historisk set den bærende værdi og ressource i landets idrætsforeninger, men tallene for den danske idrætssektors udvikling som arbejdsmarked taler sit klare sprog om en idrætssektor, hvor de frivillige bestyrelsesmedlemmer og ledere i stigende grad også bliver arbejdsgivere for ansatte i foreninger og idrætsfaciliteter.
Ifølge Danmarks Statistiks data er lønsummen i danske sportsklubber (foreninger/forbund) steget med 57 pct. i løbet af 10 år fra 2013-2022. Antallet af beskæftigede er i samme periode steget med 37 pct.
I alt var der ultimo november 2022 ansat over 18.000 personer i danske sportsklubber, og antallet af årsværk var på 7.352. Også idrætsfaciliteterne er en stor arbejdsgiver med 5.385 årsværk i 2022 og i alt 12.543 beskæftigede ultimo november 2022.
Samtidig viser data fra European Observatoire of Sport and Employment, at idrættens arbejdsmarked har en uforholdsmæssig stor andel af deltidsansatte (70 pct.) i forhold til det øvrige arbejdsmarked, men samtidig et stigende antal beskæftigede med en lang uddannelse (fra 14 pt. til 26 pct. højtuddannede i arbejdsstyrken i idrætssektoren siden 2011).
Danske sportsklubber tilhører den frivillige sektor, men ikke desto mindre er lønsum og beskæftigelse i voldsom vækst. Kilde: Danmarks Statistik.
Pjalteproletariat eller ressource?
Uden at overfortolke tal og tendenser begynder man visse steder i idrætten at ane konturerne af et muligt veluddannet ”pjalteproletariat”, der leder efter langsigtet fodfæste i idrætssektoren. Skal idrætten som arbejdsgiver ”smide guld på gaden” eller måske tværtimod udvikle sin struktur og organisering til at byde ind på flere dagsordener såvel i faciliteter som i foreninger?
Boomet i sportsklubbernes rolle som arbejdsgiver er sket løbende og har givetvis mange forklaringer.
Faktorer som foreningslivets bredere palet af aktiviteter i forhold til sociale eller sundhedsmæssige dagsordener eller stigende krav fra forbund til talentudvikling og trænerkompetencer skaber krav om flere ansatte. Måske er der også bare en generel tendens til polarisering af foreningerne, hvor nogle foreninger udvikler sig til markedsorienterede serviceorganisationer med mange medlemmer og store events på programmet.
Mange faktorer spiller givetvis ind, men hvordan håndterer foreningslivet med den store tradition for frivillighed egentlig rollen som arbejdsgiver?
På Konferencen på Idrættens Branchedage tager vi fra flere vinkler fat i nogle diskussioner, som er stadigt mere presserende, men samtidig særdeles svære at rejse i foreningslandet Danmark, hvor politikere og dominerende idrætsaktører kun yderst modvilligt køber præmissen om, at idrætssektoren i praksis bygger på langt mere end selvopofrende frivillighed, men i den grad også fungerer som et voksende beskæftigelsesområde – uanset om man nu hylder frivilligheden eller ej.
Nødvendige diskussioner
Uden grundlæggende diskussioner og bevidsthed om den frivillige sektors rolle som arbejdsgiver risikerer man dels at skabe en lønglidning uden tilsvarende stigning i kvalitet eller kapacitet, dels at idrætten står som taber i kampen om den bedste arbejdskraft, hvilket vil gøre det vanskeligere for den frivillige sektor at byde kvalificeret ind på tidens mange væsentlige samfundsmæssige dagsordener.
Hvad indebærer det, når man som frivillig bestyrelse i faciliteter eller foreninger sætter sig i rollen som arbejdsgiver?
Hvilken karrierevej og uddannelsesvej og hvilke arbejdsvilkår kan idrætten tilbyde sine ansatte?
Kan man fastholde talenterne i sektoren, når de på et tidspunkt måske går fra brændende personlig interesse til også at skulle forsørge en familie eller betale de faste udgifter?
Hvordan strukturerer man den sociale sikkerhed, arbejdsvilkår og forsikringer for de ansatte i frivillige organisationer? Er der behov for stærkere faglig organisering?
Hvad med arbejdsdelingen og rollefordelingen – eller mangel på samme - mellem frivillige og ansatte i foreningerne, så de ansatte løser de rigtige opgaver, og frivilligheden og det lystbetonede engagement fortsat trives side om side med professionaliseringen?
Hvilke poster bruger vi lønkronerne på? Er vi ubevidst i gang med at skabe et præstationsvælde, der ureflekteret øger grøften i kvalitet og vilkår mellem elite og bredde i mange idrætsgrene og lader de inaktive eller mest forudsætningsløse i stikken?
Hvad med fremtidens rekruttering af dygtige medarbejdere? Idrætten skal konkurrere både om frivillige og beskæftigede med andre sektorer i et stadigt mere presset arbejdsmarked?
Uanset, om vi kan lide det eller ej, så er der mange udfordringer ved den frivillige sektors professionalisering, som ikke må ignoreres.
Vær med til at samle viden og erfaringer og deltag i debatten om idrættens rolle som arbejdsgiver såvel på Konferencen den 6. november som på seminaret ’Foreningsinspiration’ for de frivillige ledere i idrætten den 6. november kl. 18.00-21.00.
Mød blandt andre:
Karsten Elmose-Østerlund, lektor, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet
Dan Pedersen, kommunikationschef, DBU København
Marlene Rosager Lund Pedersen, ph.d., Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet
Martin Bro, faglig leder, Fremtidens Idræt for Børn og Unge, Danmarks Idrætsforbund
Klaus Frejo, direktør, Idrættens Udviklingscenter
Henrik Høy-Caspersen, formand HI – Halinspektørforeningen