Fitness-sektoren viser talemuskler

Folkesundhed og jagten på det ældre publikum bliver en af fremtidens vigtigste udfordringer på fitness-området. Foto: Centre for Active Ageing, Squarespace.com

Fitness-sektoren og private idrætsudbydere står for en stigende del af danskernes idrætsudfoldelse og for produktudviklingen i idrætssektoren. Derfor er det kun naturligt, at talemusklerne hos repræsentanter for fitness-sektoren spiller en stigende rolle ved Idrættens Branchedage.

Af Henrik H. Brandt, programansvarlig for Idrættens Branchedage og daglig leder af IdrætsPlatformen

De seneste tal fra Kulturvaneundersøgelsen over danskernes idrætsudøvelse de seneste 12 måneder, taler deres tydelige sprog om en fitness-sektor, som er blevet en næsten lige så naturlig del af danskernes hverdag som foreningslivet.

Særlige de unge og yngre danskere dyrker mere eller lige så meget idræt i fitnesscentre som i idrætsforeninger.

Kommercielle fitness-udøvere har ifølge Danmarks Statistik bedre fat i de unge end de foreningsbaserede udbydere. Kilde: Danmarks Statistik, Kulturvaneundersøgelsen (2024-tal)

Samtidig er der ingen tvivl om, at både foreningslivet, faciliteterne og fitness-branchens aktører kigger med stor interesse på de muligheder og behov, der byder sig, når den kommende folkesundhedslov får fokus på træningstilbud til mere motionsuvante borgere eller borgere med behov for specifik træning.

Den kommende momslovgivning med momspligt på undervisning af kunder over 30 år hos private udbydere og til gengæld planer om at indføre et motionsfradrag for voksne idrætsudøvere i private centre, kommer til at give både bøvl, ballade og forskydninger i sektoren.

Både fitnesscentre og foreninger kigger ind i nye teknologiske krav og muligheder, demografiske forandringer i befolkning og arbejdsstyrke samt i det hele taget et idrætslandskab i hastig forandring.

Status på fitness-sektoren fra DFHO
Først og fremmest glæder vi os til at få en beretning om fitness-sektorens status og udfordringer fra den nye branchedirektør i Dansk Fitness & Helse Organisation (DFHO), Danne Corke.

DFHO organiserer ikke kun private centre, men også en række fitnesscentre i selvejende idrætsfaciliteter.

Vi glæder os til at få Danna Corkes vurdering af ’Fitness-sektorens rolle i en idrætssektor i forandring’ i et soloplæg på Konferencen den 11. november. Dagen efter deltager Dana Corke også i en meget spændende debat om de mange aktører på facilitetsområdet og deres udfordringer.

Endnu et både indsigtsfuldt og inspirerende oplæg om fitness-sektoren, kan vi forvente at få fra redaktøren af Fitnews.dk, Steen Broford, der er en af branchens sande veteraner helt tilbage til bodybuildingens ungdom. Steen Broford tager os den 12. november med på en rejse, han gennemførte i august måned blandt en lang række fitness-centre over hele Danmark.

Hvad ser vi af trends og tendenser derude i fitness-landskabet? Hvad kan stadig imponere den gamle gym rat af entreprenørskab og pruduktudvikling i fitness-sektoren, og hvad er grå leverpostej på en mandag?

Fitness-begrebet er bredt. Derfor bliver det også uhyre interessant at klatre lidt op i tinderne – eller det moderne Tinder? – og nyde udsigt over det idrætslandskab fra den danske vækstgazelle boulders.dk. Boulders.dk har enorm succes med sociale og inspirerende klatrecentre i de større danske byer.

Vi har kaldt CEO Ole Høxbro Mørks oplæg den 11. november for ’Boulders.dk. Tinder, tidsånd og et stærkt fællesskab’. Det har vi gjort, fordi der er noget om snakken. Boulders.dk får fat i præcis de unge mennesker, som foreningslivet har så svært ved at engagere. Måske er forklaringen, at hos Boulders ”Kan du møde andre nice mennesker som dig selv”, som de skriver på hjemmesiden.

I forhold til wellness har vi desuden indtil flere sessioner, der går i dybden med svømmefaciliteter og forskellige metoder til træning.

Har fitness-bølgen også en bagside for trivsel, sammenhængskraft? Det vil nogen nok mene, og vi kommer da også til at præsentere tal, som viser, at fitness tiltrækker flere unge i mistrivsel.

Om det så skyldes, at fitness-segmentet generelt er mere i ubalance med sig selv – eller måske at de private udbydere faktisk er mere rummelige over for unge i en grad af livskrise end foreningslivet, er noget af det, vi på Konferencen kommer til at diskutere i en lang række sessioner med nye tal om idrætstendenser, folkeoplysning, ungdomskultur og folkesundhed. På branchedagene får man blandt andet mulighed for at diskutere sektorens udfordringer og potentialer med forskningskapaciteter som Jes Bak Sørensen, Maja Pilgaard, Malene Thøgersen og Søren Østergaard.

Idrættens Branchedage lægge stor vægt på at ’blande’ både private aktører, selvejende aktører og foreningsbaserede aktører. Det er her de gode ideer og samarbejdskonstellationer opstår. Vi glæder os. Vi tror, at der er basis for at etablere mange flere udbytterige samarbejder mellem private idrætsudbydere og not-for-profit aktører., og vi er helt sikre på, at gode fitness-miljøer også er uhyre vigtige for fremtidens idrætsfaciliteter.

Husk også, at Messen den 13. november byder på et stort udvalg af leverandører til fitnesscentre blandt udstillerne. Glæd dig blandt også til de gratis faglige oplæg på Messen den 13. november, hvor vi får indblik i de nyeste tal og teknologier for fitnessmaskiner til såvel indendørs som udendørs brug.

Benyt desuden muligheden både den 11. og 12. november for guidede rundtur i Vejen Idrætscenter, der faktisk p.t. har hele fire fitness-centre med vidt forskellig profil samt et helt nyindrettet bokselokale.

se hele programmet
Næste
Næste

Besøg udstillerne på Nordens største Messe for idræts- og fritidsfaciliteter