Idræt som social eller sundhedsmæssig løftestang

Gennem nye samarbejder og bevidsthed om nye målgrupper og aktører kan idrætsfaciliteter og andre idrætsaktører bidrage til at løfte idrættens sociale og sundhedsmæssige potentialer. Foto: Dan Myers, Squarespace.com

Med store demografiske forandringer i befolkningen, udfordringer med ulighed i sundhed og idrætsdeltagelse og en folkesundhedslov på vej, åbner sig nye forventninger og muligheder for idrættens rum og rammer.

Af Henrik H. Brandt, programansvarlig for Idrættens Branchedage og daglig leder af IdrætsPlatformen

I en meget spændende session den 12. november 2025 på Konferencen på Idrættens Branchedage giver vi en indflyvning til hele udsatte området i idrætten og drøfter gennem konkrete cases og dialog, hvordan nye samarbejder og partnerskaber på tværs af idrætssektoren kan åbne døren til idræt og fællesskab for nye målgrupper.

Se programmet for sessionen Idræt som social eller sundhedsmæssig løftestang nedenfor. Måske får din facilitet eller dit idrætstilbud nye ideer eller samarbejdspartnere med hjem?

Idræt som social eller sundhedsmæssig løftestang
Hvordan kan idrætten byde stærkere ind på sociale eller sundhedsorienterede indsatser? Hvad kræver det af organisatoriske og ledelsesmæssige muskler at få succes med idrætstilbud til særlige målgrupper? Indflyvning til sessionen på baggrund af aktuel forskning.
Maja Pilgaard, chefanalytiker og udviklingsansvarlig, Idrættens Analyseinstitut

Brobygning i praksis. Hvordan spiller man de gode hensigter helt i mål?
De sociale og sundhedsmæssige effekter ved holdspil er efterhånden rigeligt dokumenterede, men hvordan går man fra viden om de gavnlige effekter af holdspil til brobygning og implementering i praksis? På baggrund af konkrete cases giver Center for Holdspil og Sundhed i rapporten ’Implementering af brobygning i praksis’ konkrete råd til at få sundhedsorienterede forløb med holdspil – fra kommunale forløb til lokale fællesskaber - til at fungere i praksis.
Henriette Folkmann Hansen, Ph.d. og ekstern lektor ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet

Recovery Bulls – en metode der virker. Er din by den næste på kortet?
Organisationen Recovery Bulls vokser stille og roligt fra by til by som en organisation, der formår at skabe muligheder og sætte en bevægelse i gang for den del af befolkningen, der ikke reelt har adgang til de eksisterende idræts- og bevægelsesfællesskaber. Hør mere om Recovery Bulls metode og bliv klogere på, hvordan din facilitet, kommune eller organisation måske kan byde ind?
Line El-Shakarji Nielsen, projektkoordinator, Recovery Bulls

Parkinson som motionspartner
Motion har rigtig gode effekter for mennesker med parkinson og samtidig er fællesskaber ofte afgørende for, at motionen bliver vedvarende. Der findes flere eksempler på succesrige samarbejder med bl.a. boksetræning, bordtennis og padel. Hør mere om hvordan patientforeninger, idrætsforeninger og faciliteter kan drage nytte af samarbejder. Måske du kan se flere muligheder for at samarbejde på tværs for et fælles tredje?
Ulrik Gade Husted, Teamleder, Parkinsonforeningen

Kom tæt på faciliteternes sociale og sundhedsmæssige potentialer
Bemærk også, at Konferencen den 11. november går i dybden med folkesundhedsloven, erfaringer med implementering fra forskning til konkrete tiltag samt ikke mindst fodboldens unikke mulighed for at involvere nye målgrupper i lokalsamfundet gennem begrebet communityfodbold. Læs artiklen på dette link: Fodboldens magnetisme skal mere i spil

Se hele det omfattende program for Idrættens Branchedage og find praktisk information på hjemmesiden for Idrættens Branchedage. Tilmelding er stadig åben.

Næste
Næste

Faciliteter med fingerspidsfornemmelse