Liv og leg eller leverpostej? Hvordan driver vi fremtidens kommunale idrætsanlæg?
Danske kommuner investerer milliarder af kroner i drift og anlæg af offentlige idrætsanlæg, men er den kommunale driftsform velegnet til at få det optimale ud af investeringerne i forhold til deltagelse, økonomi, nye målgrupper, liv og værtskab? Idrættens Branchedage sætter fokus på de kommunale anlæg med forskellige vinkler på kommunal drift.
Af Henrik H. Brandt, programansvarlig for Idrættens Branchedage og daglig leder af IdrætsPlatformen
Der går en usynlig linje gennem det danske idrætslandskab mellem kommunale og selvejende idrætsfaciliteter. De fleste er nok enige om, at begge driftsformer har fordele og ulemper, og alle er enige om, at landets idrætsfaciliteter skal levere den maksimale offentlige værdi.
Men lykkes det altid? Og hvordan lykkes det i kommunale idrætsfaciliteter?
Hvordan sikrer offentlige faciliteter lederskab, ejerskab og værtskab nok til at følge med rends og tendenser på idrætsmarkedet? Hvem har egentlig ansvaret for at række ud mod lokalområdet og servicere både skoler, borgere og foreninger, når det offentlige selv har nøglen til idrætsanlæggene?
Hvordan bygger man på konkret efterspørgsel og behov og undgår politiske hovsa-bevillinger eller halve løsninger?
Hvordan skaber man liv og leg mere end leverpostej?
På Konferencen på Idrættens Branchedage har vi nogle af de mest interessante kommunale anlæg og driftsorganisationer til at dele både fordele, ulemper, visioner og aktuelle udfordringer ved de modeller, de arbejder under.
Glæd dig til en nøglesession, torsdag den 4. november kl. 10.45, som dybest set handler om effekterne af offentlige investeringer i drift og anlæg for milliarder af kroner.
Kommunale idrætsanlæg som frontløbere
Hvordan kan man organisere sig ud af det, når man gerne vil have værtskab og liv på anlægget, men samtidig skal leve op til kommunernes politiske virkelighed og regelsæt?
Kort Intro: Værtsrollen i kommunale idrætscentre
Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CUSC) ved Syddansk Universitet udarbejdede i 2024 som afslutning på et projekt i fore kommuner en række anbefalinger for stærkere involvering af personalet som aktører i kommunale idrætsfaciliteter. Vi får en kort opsummering som optakt til en diskussion om vejen til mere dynamiske kommunale idrætsfaciliteter.
Evald Bundgård-Iversen, lektor, centerleder, Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet
Når der både skal være fyldt på parkeringspladsen til daglig og plads til kommunens sportslige flagskibe
Fredericia Idrætscenter er et af landets største idrætscentre med kommunalt ejerskab. Hvordan har idrætscentret haft held til at navigere i lovgivning og forskellige brugergrupper og skabe et levende miljø for såvel foreningslivet, professionelle sportsklubber og borgere med behov for mere individuelle træningsmuligheder?
Jacob Falkenby, leder af Fredericia Idrætscenter, Madsby Legepark og Den Historiske Miniby
Nye visioner og muligheder i en kommunal idrætsvirkelighed med armslængde
Sport og Event Park Esbjerg (SEPE) driver de største idrætsanlæg i Esbjerg Kommune efter armslængdeprincippet, men med kommunalt ejerskab til faciliteterne og en meget konkret driftsaftale med kommunen. Hvordan vil SEPE’s nye leder udvikle på anlæg og aktiviteter inden for rammerne af den kommunale virkelighed?
Jacob Drachmann Haag, nyudpeget direktør for Sport & Event Park Esbjerg
Liv og udvikling på hele matriklen
Søholt Idrætspark i Silkeborg rummer professionel sport, eliteidræt, talentmiljøer, stærke foreninger og snart også DBU's ’Hele Danmarks Klubhus’. Men skaber flere faciliteter automatisk mere liv? Et oplæg om kommunens overvejelser, dilemmaer og ambitioner om at skabe ejerskab og aktivitet med og uden for det organiserede foreningsliv.
Emil Krogsgaard Ballisager, Idræts- og fritidskonsulent hos Silkeborg Kommune
Tag dig tid til a læse hele programmet og anbefal gerne Idrættens Branchedage til dine kolleger. Forhåbentlig ses vi i Vejen idrætscenter den 3.-5. november 2026 til Idrættens Branchedage
Billederne til denne artikel er taget på Søholt Idrætsanlæg i Silkeborg en stille torsdag formiddag i september (Foto: Henrik H. Brandt)