Se hele programmet for Idrættens Branchedage
Senest opdateret den 3. november 2024
Det meget ambitiøse faglige program for Konferencen på Idrættens Branchedage i Vejen Idrætscenter i dagene 5.-6. november 2024 kommer til at afspejle en sektor i rivende udvikling, men også en sektor med nogle ganske store udfordringer og potentialer, som naturligvis kommer på banen i løbet af to inspirerende og tankevækkende konferencedage.
Den første udgave af det samlede program med ca. 70 knivskarpe oplægsholdere og paneldeltagere samt næsten 40 skarpt redigerede sessioner er nu klar til gennemsyn.
Find hele programmet på dette link
(Programmet opdateres løbende, senest opdateret 1. november 2024).
Besøg også Messen og Foreningsinspiration
Foruden Konferencen den 5.-6. november inviterer arrangørerne fra Vejen Idrætscenter, HI/IKF og IdrætsPlatformen til landets største Messe for Idræt-kultur-fritid den 7. november samt til seminaret Foreningsinspiration for frivillige i bl.a. facilitets- og foreningsbestyrelser den 6. november kl. 18.30-21.00.
Programmet for Konferencen henvender sig i høj grad til ledere og personale i landets idrætsfaciliteter samt til politikere og forvaltninger i landets kommuner, som hvert år investerer pænt over fem mia. kr. i drift og anlæg af idrætsfaciliteter samt diverse tilskudsordninger til foreningsliv og fritidsaktiviteter.
Vi håber også at se mange repræsentanter for idrætsforbund, den private sektor, leverandører og større idrætsforeninger til Konferencen.
Idrættens Branchedage har netop som ambition at dele ny viden og bidrage til samarbejder og netværk og ny inspiration til politikker, strategier og konkrete tiltag hos landets mange idrætsaktører.
Skal man se på nogle af de helt overordnede tendenser i idrætssektoren, er der slet ingen tvivl om, at faciliteterne og rum og rammer i natur og byrum spiller en væsentlig rolle – både når faciliteterne i mange lokalsamfund tager en proaktiv rolle som selvstændig aktør og katalysator for idræt, sundhed, fællesskaber og nye partnerskaber – eller når de måske har udfordringer med at flytte sig arkitektonisk eller driftsmæssigt eller skaffe de fornødne ressourcer i takt med et idrætsbillede og en befolkningssammensætning i forandring.
Grundlaget af data og viden for at skabe en dynamisk idrætssektor har nærmest aldrig været bedre. Det kommer til at afspejle sig i afsæt og indhold i en lang række af Konferencens sessioner.
Men hele tiden er det ledsagende spørgsmål, om sektoren overhovedet har kapaciteten, rammevilkårene, viljen eller kompetencerne til at agere efter vidensgrundlaget og den stærkt forøgede datamængde?
Mød de bedste cases
Nu skal det ikke være alt for alvorligt det hele.
Vi drømmer også stort: Om fede events, ultimative faciliteter og fantastiske idrætsmiljøer.
Ambitionen med Konferencen er at vise og diskutere de væsentlige tendenser og de bedste eksempler, men også at drøfte sektorens balanceproblemer. I en sektor med tiltagende professionalisering, hvor det er væsentligt, at vi stadig har ildsjæle og dygtige instruktører og ledere til at skrue pærerne i – både i faciliteterne og ude på banerne.
Vi kommer til at møde nogle af de allermest inspirerende ledere og ildsjæle fra idrætssektoren i løbet af Konferencedagene i Vejen.
Tag et kig på programmet og få dig meldt til i god tid. Husk også overnatning, sociale arrangementer og det spændende motionsprogram i et af landets mest inspirerende idrætscentre.
NB!
Har vi glemt noget eller nogen i programmet, som vi bare må have med, så send et tip til programansvarlig Jenrik H. Brandt fra IdrætsPlatformen, henrik.brandt@idraetsplatformen.dk