Idrætsfaciliteterne opsøger serveretten

Bouldering stormer frem som et godt eksempel på, at facilitet, aktivitet og sociale fællesskaber ofte smelter sammen. Vi vil se mere af den tendens både i den kommercielle sektor og i not-for-profit sektoren. Foto: Henrik H. Brandt (Beest Boulders, Amsterdam)

Optakt til Idrættens Branchedage: Vi skal til at vænne os til, at idrættens organisering bliver mere broget. Man går ikke kun til forening, privat eller selvorganiseret idræt. Efterhånden kommer mange danskere også til at gå til ”idrætsfacilitet” og gøre brug af både pay & play og instruktørstyrede tilbud i det lokale idrætscenter. Facilitet og aktivitet smelter i mange tilfælde sammen.

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark og programansvarlig for Idrættens Branchedage

Forestil dig, at du styrketræner i det foreningsdrevne fitnesscenter og boksetræner i bokseklubben. Så er du en ”god samfundsborger”, der tæller for hele to foreningsmedlemmer i den årlige opgørelse over idrætsorganisationernes medlemstilslutning. Du ville egentlig gerne spille badminton også, men pengepungen rækker ikke til, at du også melder dig ind i den lokale badmintonklub for at få adgang til en badmintonbane, de 8-15 gange om året, du har tiden og behovet...

Forestil dig, at du styrketræner i et fitnesscenter drevet af et not-for-profit selvejende idrætscenter, og at du samtidig tager del i idrætscentrets mange holdtræninger – som eksempelvis boksetræning den ene dag og måske crossgym den næste. Som medlem af idrætscentret kan du også spille badminton, når der står en bane ledig, eller du kan booke som pay & play efter behov. I dette tilfælde møder du de samme mennesker fra lokalområdet og er en del af et større fællesskab, men du vil ikke ‘tælle med’ som medlem i idrætsorganisationerne.

Eksemplet ovenfor er efterhånden langt fra usædvanligt.

Sammensmeltning af organiseringsformer
Den danske idrætssektor er præget af en stigende sammensmeltning mellem faciliteter, aktiviteter og organiseringsformer. Vi oplever en stigende tendens til, at idrætsfaciliteter ‘sætter sig ned ved køkkenbordet’ og designer de faciliteter og aktiviteter, der fylder hullerne ud for foreningernes tilbud, retter sig mod ikke foreningsaktive målgrupper eller skaber øget mulighed for fleksibel deltagelse.

Den formelle serveret til at repræsentere idrætten i udviklingen af den danske idrætssektor vil sikkert ligge i Kulturministeriet og de store idrætsorganisationer i mange år endnu, for der er ingen tegn på forandring i de idrætspolitiske strukturer, men den reelle serveret til at skabe bedre idræts- og bevægelsestilbud for den danske befolkning er i fuld gang med at flytte flere steder hen – ikke mindst over i idrætsfaciliteterne.

Udviklingen ’fra facilitet til facilitator’, som mange kalder den, sker bestemt i ikke i et ensartet tempo fra egn til egn, idrætsgren til idrætsgren eller center til center… Men overordnet går tendensen i retning af, at aktivitet og facilitet flyder stadig mere sammen.

Tæt på potentialerne
Konferencen og Messen på Idrættens Branchedage i Vejen den 11.-13. november 2025 vil i en lang række temaer gå tæt på de potentialer og udfordringer, der ligger i fremtidens mere proaktive rolle for faciliteterne.

I nogle tilfælde vil idrætsorganisationer eller lokalpolitikere måske se det som en trussel eller oplæg til rivalisering, at mange faciliteterne udvikler og udbyder egne idrætsaktiviteter, men reelt er udviklingen i mange tilfælde mere til fordel for foreningerne. De får en stærk og nærværende samarbejdspartner med større muskler og volumen, og de vil opleve, at hvis borgerne virkelig bliver hooked på badminton eller svømning og måske ønsker mere træning eller stævnedeltagelse, vil det fortsat give allermest mening både idrætsligt og økonomisk at melde sig ind i den lokale idrætsforening.

Værten for Idrættens Branchedage, Vejen Idrætscenter/SportsCenter Danmark, er et godt eksempel på, at foreningslivet og facilitetens egne aktiviteter kan trives fint side og side under samme tag. Og kigger man ud over det samlede danske idrætslandskab, er der efterhånden mange andre eksempler.

Den private sektor skaber ny udvikling
Man kan begynde med at kigge på den private sektor, hvor de senere års vækst i fitness-sektoren, padel, bouldering, boksning mm. er glimrende eksempler på, at facilitet og aktivitet i stigende grad hænger sammen. Tag en tur gennem bymidten, det fancy nye havneområde eller det lidt slidte gamle industrikvarter. Så vil du se, hvor meget den private idræt efterhånden fylder i praksis på facilitetsområdet – og i mange tilfælde også som udbyder af instruktion, træningsforløb eller stævnemuligheder.

Næste step kan blive, at kommunerne tager bestik af udviklingen og indgår konkrete aftaler eller lokaletilskudsordninger, som giver foreningsidræt plads i de kommercielt drevne faciliteter, når det er relevant. Når mange kommuner eller handelsstandsforeninger i disse år grubler over, hvordan de modvirker butiksdød og bevarer relevansen af de centrale bydele, vil de begå en strategisk fejl, hvis de ikke proaktivt afsøger nye samarbejdsmuligheder med kommercielle eller entreprenørielle idrætsaktører.

Private aktører former outdooridrætten
Reelt sker kommercialiseringen af idrætsudviklingen også med stor kraft i den udendørs idræt i natur, byrum og friluftsliv, hvor private aktører og entreprenante ildsjæle eller foreninger side om side driver udviklingen frem. Kommunen står oftest for at vedligeholde og designe parker, veje og strande og for at installere træningsudstyr, stier eller bådebroer, men underskoven af aktører, der i praksis skaber eller understøtter liv og bevægelse i de offentlige områder, bliver stadig mere broget. Det kan lige så godt være surfbutikken, en privat træner eller instruktør som en klassisk forening, der skaber aktivitet og ’uddanner’ eller ‘rekrutterer’ nye udøvere til de udendørs idrætter. Der findes efterhånden ingen cafeér eller mikrobyggerier uden et tilknyttet løbefællesskab, og retailkæder som Eventyr Sport er efterhånden en fremtrædende udbyder af outdoor events i hele landet.

Er udviklingen et problem? Næh, egentlig ikke, men der vil være god mening i, at kommuner og andre centrale aktører begynder at tænke mere strategisk og involvere hele ”økosystemet” - om det så er kommercielt, foreningsdrevet eller båret af enkeltstående ildsjæle.

Idrætscentre som facilitator
En anden markant udvikling er de stadigt flere idrætscentre, der af egen kraft indtager rollen som det helt kvartersnære ”DGI”, der både har egne idrætstilbud og står for at være spilfordeler for både foreningerne, skolerne og en lang række andre samarbejdspartnere i udviklingen af lokale idrætstilbud, der kommer hele paletten rundt i forhold til målgrupper og aldersgrupper i lokalområdet.

Groft sagt handler debatten om idrætsfaciliteternes rolle egentlig om, hvem der påtager sig ’ansvaret’ og serveretten for hele tiden at scanne lokalområdet og sørge for, at paletten af aktiviteter og fællesskab er så komplet som muligt i forhold til lokalområdets sammensætning og muligheder.

Om katalysatorrollen i praksis varetages af kommunen, den lokale facilitetsledelse, et idrætssamvirke som Frederiksberg Idræts-Union eller måske en flerstrenget forening vil variere fra lokalområde til lokalområde.

Vigtigst er, at det i stigende grad går af mode blot at vedligeholde faciliteterne og så ellers bare håbe på, at foreningslivet og det aktive medborgerskab klarer hele idrætsforsyningen ved egen kraft.

Hvor står det stadig stille?

Det går det i for høj grad på nogle af de områder, der traditionelt kun orienterer sig mod folkeoplysningsloven.

Et eksempel kan være klassiske fodboldanlæg, hvor kommunen plejer og stiller banerne til rådighed for fodboldklubben. Incitamentet og muligheden for at lave nye boldspilsformer eller aktiviteter for nye målgrupper ligger udelukkende hos den frivillige fodboldklub, og selv om fodboldakademier, pay&play aktører eller selvorganiserede grupper egentlig gerne vil spille med, kan det være rigtig svært i praksis - enten fordi de ikke kan få anvist plads, eller fordi den markedsbaserede baneleje er for høj til, at tilbuddene kan blive rentable.

Konsekvensen i praksis er, at man mange steder i landet har kommunale fodboldbaner, tennisbaner, skydebaner, atletikbaner, skolehaller mm., der trofast vedligeholdes af kommunerne, men i realiteten har ret begrænset fritidsaktivitet – eller kun har aktivitet for ret snævre målgrupper.

Engang imellem kunne fodbold og andre klassiske idrætsgrene have gavn af at slippe entreprenørskabet lidt mere løs på facilitetsområdet. Foto: Henrik H. Brandt

Hvad ville der ske, hvis man i en kommune reserverede et enkelt fodboldanlæg eller dele af det til fri udlejning til en betalbar pris for både foreninger og andre aktører – evt. med rabat eller tilskud til aktiviteter, der rettede sig mod nye målgrupper?

Personligt så jeg det gerne ske. Det ville dæmpe frafaldet og tilskynde til mere innovation i de klassiske idrætsgrene. Mange af de klassiske foreningsidrætsgrene som fodbold, badminton, tennis, atletik, håndbold, skydning m.fl. ville i virkeligheden have gavn af flere aktører og friske impulser.

Et lysbilledshow, du nødigt vil opleve…
Jeg har selv gjort det til lidt af en sport at løbe rundt mellem idrætsfaciliteter, når jeg er på besøg et nyt sted på ferie eller i embeds medfør. Det giver masser af motion og inspiration, men det giver sandelig også panderynker:

Man skal nemlig ikke lede længe for at finde idrætsanlæg, der ligger misligholdte eller alt for øde og uindbydende hen – uden at nogen for alvor påtager sig ansvaret for at ændre på forholdene… Jeg kommer gerne forbi din kommune eller organisation med mit lidt mismodige ”ferielysbilledshow” med forsømte og hengemte idrætsfaciliteter, der skriger på mere entreprenørskab og ejerskab…

Ovenstående betragtninger er bestemt ingen færdigt opskrift, men måske et oplæg til lokal debat eller inspiration før og efter Kommunalvalget?

Indtil videre skal du prioritere at deltage i debatten på Idrættens Branchedage den 11.-13. november 2025. Vi kommer hele vejen rundt om faciliteternes rolle og drift.

Du kan kun blive inspireret og få nye impulser med hjem til den idrætsmatrikel, du selv bevæger dig rundt på i hverdagen.