Forening 2.0: Kunstig intelligens som gamechanger eller ny udfordring?

På Idrættens Branchedage kan både faciliteter og idrætsudbydere lære af den kompromisløse implementering af kunstig intelligens og digitale løsninger i brancheforeningen TEKNIQ. Mulighederne er enorme, men der er også blinkende advarselslamper for foreningslivet og faciliteterne.

Af Henrik H. Brandt, programansvarlig for Idrættens Branchedage

Da Troels Blicher Danielsen fra brancheforeningen TEKNIQ satte sig for at skrive bogen ’Foreningsdanmark 2.0 – en guide til digitalisering ved hjælp af data og AI’ var hans udgangspunkt ikke kun næsegrus begejstring for ny teknologi, men også for at løfte en pegefinger for foreningslivet.

”Vi kan vælge at omfavne den digitale udvikling – eller risikere at miste vores relevans i fremtidens samfund,” advarer Troels Blicher Danielsen i hans intro til bogen.

I brancheforeningen TEKNIQ, der primært organiserer virksomheder i VVS eller elektrikerbranchen har man gennemført en altomfattende digitalisering og høstet store gevinster på omkostninger og nærhed til medlemmerne og deres behov. Det er den rejse, Troels Blicher Danielsen beskriver i bogen Foreningsdanmark 2.0 og i snesevis af foredrag landet over.

På Konferencen på Idrættens Branchedage kan du den 4. november høre Troels Blicher Danielsens beretning og få konkret inspiration og værktøjer til at tage af sted på en digitaliseringsrejse, som næppe nogensinde ender.

I sessionen har vi desuden inviteret Dansk Firmaidræt til at reflektere over oplægget og give en ærlig vurdering af graden af parathed til kunstig intelligens i en af landets store idrætsorganisationer.

Aktuelt gør også DIF sig store overvejelser om AI. Nogle specialforbund er i samarbejde med eksterne administrationssystemer – andre som Volleyball Danmark er gået all in på at skræddersy samtlige systemer og funktioner i forbundet gennem AI. Samtidig har DIF og DGI som led i Kulturministeriets indsats mod bureaukrati i idrætten påtaget sig at skabe et fælles medlems-ID, så man kan følge alle foreningsmedlemmers rejse og tilknytning.

Er det overhovedet realistisk at få idrætten effektivt med på vognen? Kommer kunstig intelligens og digitalisering til at medføre afgørende magtforskydninger i nærheden til og kontrollen med de aktive idrætsudøvere, events og services mellem private udbydere, foreninger, faciliteter og borgere?

Vi lader spørgsmålene blafre i vinden, til vi har oplevet Troels Blicher Danielsen i personlig og naturligt intelligent fremtoning på Idrættens Branchedage.

Se sessionen:

Foreningsledelse 2.0. Digitalt opråb til idræts- og foreningslivet
Foreningsliv og selvejende idrætsfaciliteter befinder sig i høj grad i en analog virkelighed, men rundt om os ændrer brugernes adfærd og teknologiens muligheder med en hast, som mange os måske opfatter som en trussel mere end som en mulighed.

Hvordan forandrer kunstig intelligens fremtidens digitale idræts- og foreningsliv?

Hvordan kommer foreningslivet på omgangshøjde med den generelle teknologiske udvikling og ændrede forbrugervaner og -krav?

Hvordan undgår vi, at den hastige teknologiske udvikling kobler traditionelle aktører i civilsamfundet af og på længere sigt måske ligefrem skader idrættens og faciliteternes demokratiske samfundsrolle?

Vi har stillet spørgsmålene til forfatteren af bogen ’Foreningsdanmark 2.0’, Troels Blicher Danielsen. Han har stået bag en omfattende digitalomstilling af brancheforeningen Tekniq, og vi kan nok godt regne med, at han kommer til at vække os fra morgenstunden.

Troels Blicher Danielsen, adm. Direktør for erhvervs- og arbejdsgiverforeningen Tekniq, forfatter til bogen Foreningsdanmark 2.0

 Replik:

Er dansk idræt klar til AI?
Dansk Firmaidræt har som en af landets tre store idrætsorganisationer udarbejdet en AI-politik for organisationen, og forbundet arbejder med AI i forskellige sammenhænge, men hvor langt er Dansk Firmaidræt i tanke og handling fra den organisatoriske og kulturelle implementering af AI og digitale redskaber, som Troels Blicher Danielsen ridser op som nødvendig for fremtidens foreningsliv. Replik på Foreningsledelse 2.0 fra Dansk Firmaidræt
Rasmus Nejstgaard, kommunikationschef, Dansk Firmaidræt


I andre sessioner på Idrættens Branchedage kan du opleve, hvordan digitale tjenester allerede i dag spille en stor rolle ved mersalg, kapacitetsudnyttelse og som bindeled for lokale fællesskaber. Du kan trække på ekspertise i abonnementsordninger eller turisme samt lære af fremragende private eller selvejende cases fra faciliteternes verden. Tjek programmet og lav din egen konferencerejse gennem innovation og forretningsudvikling på Idrættens Branchedage.

 

Køb bogen ‘Foreningsdanmark 2.0 - en guide til digitalisering ved hjælp af data og AI’ afTroels Blicher Danielsen ved de fleste boghandlere på nettet. F.eks. William Dam, der aktuelt sælger bogen for 154,- kr. ekskl. fragt.

 

Næste
Næste

Debat: Idræt med mening i en dyster tid