Hallo, det er vigtigt: Vi skal mødes mere på tværs af idrættens bobler

SC Siemensstadt, Berlin

Idrætsfaciliteter er afgørende for bæredygtige lokalsamfund og velfungerende mødesteder, men de forskellige aktører bag den for tiden hastige udvikling af både private og offentlige faciliteter i Danmark sidder for meget i hver deres ringhjørne, mødes alt for sjældent og ved for lidt om hinandens virkelighed og de enorme potentialer i at samarbejde på tværs. Vi driver i retning af en todelt idrætssektor i Danmark - og det er ikke det officielle idræts-Danmark, der rykker hurtigst…

Af Henrik H. Brandt, journalist og programansvarlig for Idrættens Branchedage

Vi taler rigtig meget om sammenhængskraft, om folkesundhed, om faren for polarisering i samfund, hvor midten er presset, og hvor sociale medier med kirurgisk præcision forstærker de politiske, generationsmæssige eller demografiske forskelle, der allerede er i samfundet.

Men når vi prøver at gøre noget ved det - med lokale samarbejder og udvikling af faciliteter og idrætsmiljøer - sidder vi stadig alt for ofte i hver vores ringhjørne:

Fonde, idrætsorganisationer og politikere laver velmenende tiltag i det ene ringhjørne - imens rykker private entreprenører og ildsjæle med utæmmelig virkelyst ofte meget hurtigere i det andet ringhjørne.

Når man endelig mødes på tværs af sektorer, handler diskussionen ofte mere om potentiel konkurrenceforvridning og begrænsninger end om at finde pragmatiske løsninger og spændende samarbejder, der skaber mere dynamiske idrætsmiljøer og netop sikrer bæredygtige mødesteder på tværs for flere befolkningsgrupper.

Hvis vi skal trække fronterne stærkt op, er gode, analoge mødesteder i idrætten mere vigtige end nogensinde før, men den samlede facilitetsudvikling i Danmark er præget af en dynamik, der trækker i modsat retning og slet ikke faciliteter udviklingspotentialerne og mødet mellem forskellige behov, generationer og målgrupper godt nok.

Vi skal mødes på tværs
På Konferencen på Idrættens Branchedage den 3.-4. november gør vi en målrettet indsats for at få faciliteternes forskellige ’ringhjørner’ til at mødes og måske tale sammen og lære af hinanden. Vi sørger for at få både kommunale, selvejende og kommercielle faciliteter ind i huset, og vi sætter fokus på alle de arenaer som social ulighed, folkesundhed, finansiering og demokrati, hvor vi burde kunne møde hinanden langt mere på midten og udvikle bedre og mere bæredygtige løsninger.

Lad mig give nogle eksempler.

Når kommune A igen skal igennem sparekataloget, har de kig på lukning af haller i tyndt befolkede lokalområder. Driften løber ikke rundt. Efter mange års stilstand, falder budgetøksen. På Idrættens Branchedage kan man møde selvejende faciliteter med samme lokale forudsætninger, der i den grad formår at scanne deres lokalområder, koordinere og igangsætte præcis de tiltag, der passer til nutidens – og ikke fortidens befolkningssammensætning. Glæd dig f.eks. til at møde faciliteter som Midtmors Sport eller Helle Hallen eller foreninger som Svendborg Senior Idræt, der vækster voldsomt – bl.a. fordi de ofte tilpasser aktiviteterne efter de fysiske rammer, der nu engang er til rådighed rundt omkring i kommunen.

Mød faciliteterne på Mors, som samarbejder om lokale udfordringer

Når politikerne i valgkampen diskuterer behovet for flere faciliteter, så idrætten ikke bliver begrænset, går private aktører bare i sving med et til tider fantastisk entreprenørskab. Glæd dig til at møde UNI10 fra Kolding, der på under to år siden åbningen har fået mere end 5 pct. af den voksne befolkning i kommunen som medlem og skabt et dynamisk idrætsmiljø, hvor paletten af aktiviteter hele tiden vokser - med fællesskab og trivsel som en del af konceptet: Hyrox, beachvolley, indendørs løbebane, padel, sauna, fysioterapi, indoor cycling, reformer mm. Mange partnere vil gerne være med i et koncept, der tænker på tværs af generationer.

UNI10, Kolding

I Ølgod er der vel ikke plads til kommercielle udbydere på samme vis som i de større byer? Så vent, til du møder Banken Fitness i gamle banklokaler midt i byen. Tilbuddene rammer alle målgrupper - fra børn til seniorer, fra selvkørende til sundhedsorienterede tilbud. Banken Fitness gør i praksis præcis det, politikerne ofte gerne vil have foreningslivet til…

Men så svømning da? Det er vel umuligt uden massiv kommunal medvirken? Så vent til du møder den nye svømmehal i Idrætscenter Vendsyssel. Kommunen var med på ca. en femtedel af finansieringen, men langt det meste af svømmehallen til 120 mio. kr.  med 25 m bassin, varmtvand, wellnessområde og morskabsområde finansierer Idrætscentret selv. Fra første færd har man tænkt i drift, aktivitet, aktivering, inviterende design og forskellige målgrupper.

Den nye svømmehal, Idrætscenter Vendsyssel

Du kan også komme med på værkstedet hos et af landet største idrætsanlæg, Vejlby-Risskov Hallen, der efter i mange år at have været et slidt og uinspirerende sted i det nordlige Aarhus nu for alvor er på vej ind i rollen som katalysator og drivkraft. Facilitetsudviklingen i området er så hurtig og fragmenteret, at det kan være svært at koordinere alle ressourcer og behov, men retningen og visionerne begynder at vende rigtigt. 

På IdrætsPlatformens studietur til Tyskland den 23.-25. september så vi mange udfordrede idrætsmiljøer, men vi så også eksempler på levende og foreningsdrevne faciliteter, hvor medlemmer betaler et grundkontingent, der sikrer faciliteten og giver adgang til en palet af basisaktiviteter på tværs. I visse tilfælde kommer ekstra afdelingskontingenter til, hvis man vil fordybe sig i en sport, men princippet om én indgang og tæt samspil mellem facilitet og aktivitet giver helt anderledes handlemuligheder, hvor idrætsbørnehaver, idræts-SFO, restaurationsdrift, målrettede sundheds- og forebyggelsestilbud og fleksible idrætstilbud trives under samme tag og organisering som de klassiske idrætsgrene i foreningsregi.

Vi fortæller mange flere inspirerende historier på Idrættens Branchedage, men det vigtigste er måske, at vi får de forskellige anlægstyper, ejerformer og mennesker bag til at være nysgerrige – og til at mødes.

Vi glæder os over, at den private fitness-sektor vil være godt repræsenteret med både cases og formelle aktører fra branchen. Ofte vil det vise sig, at sociale aktører og NGO’er relativt ukompliceret og målrettet kan finde sammen med private aktører - eller at forening, facilitet og private aktører har en fælles interesse i at udvikle kombinationsstillinger og et bæredygtigt arbejdsliv for den kvalificerede arbejdskraft, der skal levere træning og folkesundhed ‘nede på græsset’

Vi udvikler i bobler
Vi er simpelthen nødt til at mødes mere – ellers udvikler vi simpelthen en facilitetsmasse og et idrætsliv, der adskiller os lige så meget, som det samler os:

Skolefaciliteter, måske bygget efter fine byggestandarder og med hensyntagen til skolernes hverdag, men uden adgang for senioridrætten, selv om gymnastiksalen står tom i mange timer midt på dagen – eller måske med aflåste døre eller uden rengøring eller fælleslokaler, når foreningslivet dukker op efter skoletid eller i weekenderne? Vi bor i et land, hvor vi kan bygge og planlægge efter alle kunstens regler, men at få skoleinspektøren, pedellen og fritidslivet til at mødes helt pragmatisk om lokale løsninger magter vi i alt for mange tilfælde ikke…

Svømmehaller. Måske bygget med de bedste intentioner og efter grundige udbud, men uden blik for drift og den palet af aktiviteter og aktører, der gerne vil ind. Eksempler på svømmehaller med alvorlige tekniske eller operationelle fejl står desværre i kø.

Fodboldbaner. Vi hører ofte, at vi desperat mangler fodboldbaner – DBU har lige været ude med fortællingen igen, men realiteten er, at vi driver landets fodboldbaner på en måde, der skaber monopol og giver for lidt plads og udfoldelsesmuligheder til de – mange - aktører, der faktisk gerne vil skabe muligheder for fleksibel eller spontan fodbold for unge eller voksne eller komme mere på banen med sundhedsrelaterede koncepter eller intergenerationelle tilbud, der faciliteter møder om boldspil på nye måder. På Branchedagene får du konkrete visioner om, hvordan det også kunne være.

ETV Hamburg, Sportpark Hoheluft

Stadionanlæg og arenaer. Vi bygger efter den professionelle sports manualer og krav, men så professionel er sporten desværre heller ikke. For profklubberne hverken kan eller vil betale, hvad det reelt koster, og anlæggene er ofte designet på en måde, så de hverken er spændende at være i, tilgængelige for hverdagsbrugere eller i stand til at generere en tilstrækkelig driftsøkonomi. Når profsporten kommer ind, sættes principper om bred brugerinvolvering og interessentinddragelse alt for ofte på standby. På Branchedagene får du konkrete eksempler på, hvordan man måske alligevel kan skabe en frugtbar sameksistens. For vi vil jo stadig også gerne have et lokalt sportshold at heppe på for fyldte tribuner om søndagen.

Mød Arena Randers - både hverdag og events

Trailcentre, støttepunkter eller vinterbadeklubber. De ser altid flotte ud – efter æstetiske principper og placeret i attraktiv natur, men skaber den gode vilje reelt mere aktivitet, selv om sådanne faciliteter på papiret kunne være åbne hele døgnet? Eller omvendt, hvordan kan man stadig tillade, at f.eks. vinterbadeklubber på de bedste adresser ofte har ventelister og kun er åbne for medlemmer få timer hver dag, mens den bredere offentlighed har begrænset eller ingen adgang?

I alle tilfælde findes både gode og mindre gode eksempler og konkrete cases. Du kan møde mange af dem på Idrættens Branchedage.

Først og fremmest vil vi bare gerne have både kommunale, selvejende og private aktører til at mødes og til at reflektere over de mange muligheder for tværsektorielle samarbejder. Simpelthen, fordi vi skal have ressourcerne til at spille optimalt sammen, og fordi vi skal udnytte samfundets ressourcer optimalt og netop skabe mødesteder for alle – og allerhelst på tværs.

Fik jeg nævnt, at PureGym-kæden netop har meldt ud, at den regner med at gå fra 750 til 1.500 centre de kommende år (ikke kun i Danmark), at den belgiske Sparkx-kæde, som nu også er åbnet i Holland med det vildeste børne og oplevelsesunivers også har kig på Danmark, at private padelcentre i stigende grad smelter sammen med andre aktiviteter også og skaber nye fællesskaber.

Sparkx Gent. sportainment, Over 40 aktiviteter under samme tag

Mens kommuner, fonde og foreningsliv sidder i møde om at skabe bedre fællesskaber og inklusion af f.eks. expats (udenlands arbejdskraft), seniorer eller tilflyttede studerende på jagt efter nye venner og fællesskaber, er det ganske hyppigt de private aktører som f.eks. PadelYard, der handler uden for den idrætspolitiske radar. De laver helt konkrete og målrettede tiltag, som tilmed fylder banerne i de tyndt besatte formiddagstimer.

Vi er nødt til at tale mere sammen – og bredere sammen - og finde de fælles flader, hvor vi med fordel kan samarbejde.

For tiden er der for mange tegn på, at fonde og idrætsorganisationer placerer sig i det ene hjørne, hvor de bygger på feelgood, pengerigelighed uden brændende platforme og politisk lobbyarbejde, mens den mere entreprenørielle del af selvejende eller private aktører står i det andet ringhjørne og ofte får tingene til at ske uden samme politiske opmærksomhed, men måske med større blik for nye tendenser og borgernes behov?

På sigt er opdelingen i forskellige ringhjørner bekymrende, dels fordi udbygningen og moderniseringen af idrættens faciliteter sker langsommere og rent ud sagt kedeligere end nødvendigt, dels fordi udviklingen potentielt netop fremmer øget ulighed og opdelte befolkningsarenaer i en tid, der skriger på det modsatte.

Det burde kunne undgås, men det kræver, at vi mødes, taler sammen, udviser oprigtig interesse på tværs af sektoren og finder fælles løsninger, når det giver mening. 

Idrættens Branchedage inviterer til netop dette møde med inspiration, aha-oplevelser fra de bedste cases og til tider en smule kant.

Vi har ikke selv alle svarene, men vi leder efter dem på Konferencen den 3.-4. november, og det bliver ikke kedeligt.

Det tog kun få måneder og kostede 7 mio. kr. for SC Siemensstadt i Berlin at få en fantastisk overdækket ‘legeplads’ til mange træningsformer på plads. (Foto fra IdrætsPlatformens studietur)

Forrige
Forrige

Foreningskonferencen 2026: Gode råd til bedre ledelse af både frivillige og ansatte

Næste
Næste

På sporet af folkesundheden i idrætsfaciliteterne