Kan idrætssektoren stå på mål for folkesundheden?

Hvordan får vi de næste med? Måske er idrætssektoren slet ikke så godt rustet til at byde ind på sundhedsdagsordenen og få alle med, som man går rundt og tror? Deltag i debatten om idrættens organisatoriske sundhedskompetencer på Idrættens Branchedage. Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, programansvarlig, Idrættens Branchedage

Sundhedsdagsordenen bliver idrætssektorens helt store chance i de kommende år, men det er slet ikke givet, at idrætssektoren som helhed er godt nok rustet til at byde troværdigt ind på en dagsorden, der vedrører tusindvis af danskeres fysiske og mentale trivsel og sundhedsinvesteringer for milliarder af kroner.

På Konferencen på Idrættens Branchedage introducerer vi onsdag den 6. november den måske allerstørste udfordring for fremtidens idrætssektor. Vi stiller spørgsmålet:

Hvordan får vi de næste med?

Med Jes Bak Sørensen, Forsker og cand.scient. i idræt og sundhed, ph.d., Defactum, Region Midtjylland som ekspert og vært for en uhyre interessant workshop går vi i dybden med begrebet ’Organisatoriske sundhedskompetencer’ i fitnesscentre, faciliteter og foreningsliv som nøglen til at ruste aktørerne til nye målgrupper.

Begrebet ’organisatorisk sundhedskompetence’ er i første omgang næppe den allermest sexede overskrift af sætte på en session på en idrætskonference, men begrebet dækker over den måske allervæsentligste udfordring, mulighed og strategiske beslutning for faciliteter og idrætsaktører i de kommende år:

Kan Idrætssektoren stadig nå at sætte i løb på perronen og nå at springe troværdigt med på sundhedstoget?

Bevares, motion er sundt, og vi kender alle masser af eksempler på ildsjæle eller enkeltstående projekter, som på fortrinlig vis hjælper individer til mere trivsel eller sundhed gennem fysisk aktivitet eller idræt.

De fleste er nok enige om, at blot eksistensen af et rigt foreningsliv og en bred palet af idrætstilbud er et kæmpe bidrag til folkesundheden.

Men når vi taler idræt og udfordringerne i sundhedssystemet, er sporadiske ildsjæle bare ikke nok.

Så taler vi systematik, organisering og struktur = organisatorisk sundhedskompetence. Her kniber det faktisk for idrætssektoren som helhed at bringe sig vedholdende og troværdigt i spil, uanset om vi taler foreningsliv, private aktører eller idrætsfaciliteter.

Regeringens nye udspil til en sundhedsreform er på mange måder en åben invitation. Mange af de strukturelle udfordringer kan i den ideelle verden lempes ved en mere motions- og idrætsaktiv befolkning i stærke lokale fællesskaber:

• Flere ældre med behov for aktive, lokale fællesskaber og tilpassede tilbud.

• Flere borgere med kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjertesygdomme.

• Mangel på personale i sektoren.

• Stigende forventninger og behov til sektoren, herunder faciliteter og mere helhed i sundhedsindsatserne i lokalområderne.

Dertil kommer, at regeringen vil nedsætte 17 lokale sundhedsråd, som netop skal forbedre de borgernære tilbud, lige som der skal udvikles en egentlig folkesundhedslov, som blandt andet har en intention om at bringe civilsamfundet mere i spil.

Det lyder som en no brainer, men i praksis er det måske ikke så nemt for idrætssektoren og idrættens fysiske infrastruktur at byde ind på regeringens helt friske sundhedsudspil 'Sundhed tæt på dig'? Vær med i en meget vigtig debat på Idrættens Branchedage.

Det lyder altså netop som en åben invitation, men kigger man på tallene for idrætsdeltagelsen, har idrætten præcist samme udfordringer med at skabe lige adgang og attraktive tilbud for alle borgere som sundhedssystemet generelt. De tusindvis af frivillige eller ansatte trænere i idrætten er ikke nødvendigvis parate eller kompetente til at tage sig af konkrete sundhedsopgaver.

Kigger man på den lokale infrastruktur af idrætsfaciliteter, kommercielle fitnesscentre eller lokale foreninger har de langt fra alle kapacitet, faglige kompetencer eller en troværdig track record for at byde ind på specifikke sundhedsorienterede opgaver.

På samme vis har idrættens uformelle eller formelle uddannelser som eksempelvis idrætsvidenskab ikke helt formået at sætte en tydelig etiket på de kompetencer, man egentlig kan byde ind med i sammenligning med mere formelle sundhedsuddannelser. Det er ikke trænere og instruktører, men fysioterapeuter, der nævnes specifikt i regeringens sundhedsudspil.

Det store spørgsmål er altså, om idrætssektoren egentlig er parat til den borgernære og konkrete sundhedsdagsorden i fremtiden?

Jes Bak Sørensen introducerer i sessionen det overordnede begreb organisatorisk sundhedskompetence og zoomer derefter i samspil med sessionen ind på idrættens organisatoriske sundhedskompetencer for måske at finde nøglen til et tættere samspil mellem idrætssektoren, idrættens fysiske infrastruktur i lokalområderne og sundhedssektoren. Her må tilhørerne meget gerne byde ind.

Kom og deltag i en meget spændende session om idrætssektorens fremtidige rolle i sundhedsdagsordenen.

Læs mere om regeringens sundhedsudspil ‘Sundhed tæt på dig’ (18. september 2024)