Tag med på Thomas Gravesens kompromisløse rejse som padelentreprenør
Kompromisløs som midtbanespiller. Kompromisløs som padelentreprenør. Tag med på Thomas Gravesens rejse mod Vejle Padelcenter på Idrættens Branchedage den 7. november. Foto: Erling Madsen
Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Thomas Gravesen er nok stadig mest kendt for den fantastiske rejse, han tog som aktiv fodboldspiller med afsæt i Vejle Boldklub og videre til europæiske storklubber som Hamburger SV, Everton, Real Madrid og Celtic - for slet ikke at tale om hele 66 A-landskampe for Danmark.
Thomas Gravesen var umulig at overse i rollen som kompromisløbs midtbanespiller med egne ideer om tingene. Mindre kendt er måske Thomas Gravesens mindst lige så kompromisløse rejse mod at virkeliggøre en vision om at skabe et padelcenter i verdensklasse i hjembyen Vejle?
I 2023 kom det så vidt. Sammen med forretningspartneren Kenneth Eskildsen åbnede Thomas Gravesen Vejle Padelcenter, hvor han fortsat selv dyrker det populære ketsjerspil flere gange om ugen.
Hvis nogen tror, at Thomas Gravesen kun er investor og kransekagefigur i det ambitiøse vejlensiske padelmekka med 12 baner, kan de godt tro om igen.
Den nu 48-årige padelentreprenør og tv-kommentator har været med i hver eneste lille detalje i Vejle Padelcenter. Han ville kun have det bedste af det bedste: Beton, kabler, belysning, banetyper, bookingsystem osv., og han tog selv rundt og kiggede kritisk på de forskellige løsninger, før han besluttede sig.
Vejle Padelcenter har bevidst valgt et beskedent indgangsparti. Når man træder indenfor, suges man ind i et padelunivers, hvor ingen valg er tilfældige. Foto: Vejle Padelcenter
Thomas Gravesen har været playmaker hele vejen med samme nørdede og vedholdende perfektionisme, som kendetegnede ham på fodboldbanen.
Idrættens Branchedage har fået Thomas Gravesen til at berette om sin rejse fra fodboldbanen til rolle som padelentreprenør, før vi går hjem fra Messen på Idrættens Branchedage den 7. november 2024. Vi kommer med på hele turen – fra det første bekendtskab med padelsporten under fodboldkarrieren i Madrid til den detaljerede planlægning og vision for Vejle Padelcenter.
Intet kunne være mere passende end at lade den passionerede midtbanedynamo fra Vejle runde af på tre Branchedage, der ligeledes har store ambitioner på hele idrætssektorens vegne.
Thomas Gravesen går på scenen på Den Røde Plads i Vejen Idrætscenter kl. 15.40, torsdag den 7. november. Gratis adgang, men husk at registrere dig som gæst på Messen.
Thomas Gravesens oplæg er samtidig sidste session i rækken af en lang række gratis temaworkshops, der krydrer hele Messedagen den 7. november.
Se programmet nedenfor og vælg de sessioner, du gerne vil deltage i, mens du har hele dagen fra kl. 09.00-16.00 til at besøge de ca. 120 stande i Vejen Idrætscenter på Danmarks største Messe for idræt-kultur-fritid.